Flytning til Danmark
Bedstemødre udvandrer til Danmark
Flere ældre grønlandske kvinder har i de seneste to årtier pakket kufferten og forladt deres hjemland for at rejse til Danmark
Når unge grønlændere flytter til Danmark og stifter familie, efterlader det et hul i hjertet på de grønlandske bedstemødre.
Hullet vokser sig så stort, at flere grønlandske bedstemødre nu er begyndt at udvandre til Danmark, skriver Jyllands-Posten onsdag.
Mens der i 1993 var 349 mænd og 450 kvinder over 40 år, der udvandrede fra Grønland, var det tal i 2015 steget til 695 mænd og 849 kvinder.
Stor undersøgelse
Og det er savnet efter børnebørn, der trækker kvinderne til Danmark, fortæller Rasmus Ole Rasmussen, forsker i regional udvikling og Arktis ved Nordregio, en forskningsenhed under Nordisk Ministerråd - en stilling, som han forlod tidligere på året.
Tendensen viste sig allerede for otte år siden, hvor Rasmus Ole Rasmussen foretog en stor mobilitetsundersøgelse med 200 kvalitative interviews med personer, som var flyttet fra Grønland til Danmark. I undersøgelsen svarede en stor del af kvinderne, at det især var, fordi de savnede relationen til børnebørnene.
Følger børnene
Bølgen af bedstemødre, der udvandrer til Danmark, er kommet, fordi mange unge grønlændere er rejst til Danmark for at studere og er endt med at blive hængende.
De unge vender ikke tilbage til den grønlandske by, hvor de er vokset op, og derfor er mange bedsteforældre fulgt i hælene på deres børn.
62-årige Inge-Lise Dahl er en af de kvinder, der har forladt Grønland for at være tættere på sine børn og børnebørn.
Hun er født i Danmark, men føler sig grønlandsk, efter at hun har boet i Grønland i 43 år. Hun er gift med en grønlandsk mand og har fået fire børn i byen Sisimiut på den grønlandske vestkyst.
Familieliv
Inge-Lise Dahl sukker af længsel, når hun taler om Grønlands storslåede natur, grønlændernes gæstfrihed og den spontane livsstil, der ligger langt fra et dansk kalenderliv.
Men da alle fire børn var flyttet til Danmark, og hendes ældste søn i 2013 ventede barn, 'begyndte det at gøre ondt' at sidde tilbage i Grønland.
- Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg skulle nøjes med at se mine børnebørn på Facetime, siger hun til Jyllands-Posten.
- Når de begynder at kysse skærmen på iPad'en og gerne vil være hos os, så gør det ondt. Og så sidde 4.000 km væk? Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det er ikke det, der er meningen med livet, når man bliver gammel, siger Inge-Lise Dahl, som i dag bor i Svendborg med sin mand, tæt på børn og børnebørn.