Strukturreform
Bedre borgerservice og aktivt medborgerskab
Danske erfaringer viser, at det nytter at inddrage borgerne i opgaveløsningerne og at styrke deltagelsen i den demokratiske proces, siger Vittus Qujaukitsoq
- Omdrejningspunktet for det videre arbejde er at give en bedre borgerservice og at sikre et aktivt medborgerskab. Det siger naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse efter mødet i Ilulissat, hvor der blev gjort status i arbejdet med strukturreformen.
- Danske erfaringer med kommunesammenlægninger viser nytten af aktivt at inddrage borgerne i opgaveløsningerne og af at styrke deltagelsen i den demokratiske proces. Det er også aktuelt her i landet for at få inddraget flere ressourcer til gavn for fællesskabet, påpeger han i pressemeddelelsen.
Generelt mener politikerne både på landsplan og kommunalt plan at struktureformen er godt på vej, men ikke ved vejs ende.
Formanden for Kanukoka Martha Abelsen, Siumut, mener, at kommunerne har løftet en særdeles stor opgave med at konsolidere de nye, større kommuner og at tilvejebringe et mere ensartet serviceniveau.
- Fase ét af strukturreformen er alt i alt godt overstået, siger hun i følge pressemeddelelsen.
Men hun påpeger samtidig, at kommunerne indtil nu kun har overtaget en begrænset mængde opgaver.
- Her må vi være mere ambitiøse, så strukturreformens mål om, at opgaverne løses tættere på borgerne kan realiseres, understreger Martha Abelsen og påpeger, at det er et fælles ansvar for kommunerne og selvstyret at forberede de kommende opgaveoverførsler, herunder at gøre modtageapparatet i kommunerne klar til at varetage flere opgaver.
Vittus Qujaukitsoq forventer, at færdiggøre evalueringen af strukturreformeni løbet af næste år.
- De foreliggende delresultater understreger nødvendigheden af at tilpasse den offentlige sektor og skabe fremdrift i alle fire kommuner i en situation med stagnerende indtægter og stigende udgifter, siger han efter mødet.
- Indretningen af den offentlige sektor, herunder arbejdsdelingen mellem selvstyret og kommuner kommer derfor i fokus i de kommende år. Evalueringen skal bidrage til at skabe relevant viden herom. En af de foreløbige delkonklusioner er, at vi i fællesskab må sikre mere præcise data som grundlag for vores styring og beslutninger og en øget fokus på kompetenceudvikling i det offentlige, vurderer Vittus Qujaukitsoq i følge pressemeddelelsen.
Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager deltog i mødei i Ilulissat med erfaringerne fra den danske kommunalreform, som i følge hende var krævende for de danske kommuner og regioner.
- Mange af indsatserne har båret frugt. Men vi er ikke færdige med gøre strukturreformens mål til virkelighed endnu. Vor evaluering viste, at der er ting, som skal løses. Det har vi lavet en bred politisk aftale om, fordi målet er det enkle, at borgerne oplever at den offentlige sektor er til for dem. Og det uanset om det gælder uddannelse, sundhed eller omsorg for udsatte og sårbare borgere, sagde Margrethe Vestager ifølge pressemeddelelsen og understregede:
- Vi skal styrke vort demokrati. Især det lokale demokrati er udfordret, men vi gør noget ved det! Både politikere og borgere vil gerne have et levende demokrati, hvor borgerne deltager. Ved det seneste kommunalvalg steg deltagelsen med 6 procentpoint, fordi vi gjorde vores for at få valget ud til borgerne. Det er helt afgørende, sagde hun.