Beboer på plejehjem afgået ved døden efter ulykke
En beboer på plejehjemmet Utoqqaat Illuat i Nuuk er gået bort efter en ulykke. Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq. Kommunen gennemgår nu alle sikringsprocedurer i afdelingen for demente i plejehjemmet.
Plejehjemmet Utoqqaat Illuat i Nuuk.
Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
En tragisk ulykke er hændt på plejehjemmet Utoqqaat Illuat i Nuuk.
En beboer på demensafdelingen på plejehjemmet er natten til tirsdag den 23. september faldet ud af et vindue og er senere afgået ved døden på hospitalet i Nuuk. Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
Personalet ydede straks førstehjælp og havde kontakt med beboeren, mens en ambulance blev tilkaldt. Trods den hurtige indsats gik beboeren senere bort på hospitalet, oplyser kommunen.
- Vi er alle rystede over hændelsen, men vores tanker går først og fremmest til familien og de pårørende, som har mistet en elsket, siger Ejner Grønvold, direktør i forvaltning for velfærd og arbejdsmarked.
Sikringsprocedurer bliver gennemgået
Faldet skete fra et vindue i Utoqqaat Illuats skyllerum, som ligger på 1. sal. I de områder, hvor de demensramte i dagligdagen befinder sig uden opsyn, er vinduer og alt andet, som de umiddelbart kan komme til skade ved, normalt sikret.
- Vi kan ikke gardere os mod alle tænkelige sikkerhedsscenarier. I det konkrete tilfælde var vinduet i skyllerummet udstyret med en sikring, men den sad skævt og har derfor ikke fungeret, som den skulle. Vinduet er nu blevet forsvarligt sikret, og vi gennemgår alle procedurer igen for at undgå, at noget lignende kan ske, siger Ejner Grønvold.
Direktøren takker i sin meddelelse personalet, der i situationen handlede hurtigt og rigtigt.