“Barn til barn” støtter i år børn i Grønland

Århus Produktionsskoles velgørende organisation Barn til barn har i år valgt at støtte børn i Grønland.

Børn og unge i Danmark arbejder nu for at børn i Grønland får det bedre. Foto: Barn til barn
Offentliggjort

Elever på Århus Produktionsskole samler bl.a. penge ind til børn i Grønland ved at arbejde på North Side Festivalen.

Det er socialt udsatte børn og unge i Grønland, der i år får glæde af de penge og effekter, som projekt "Barn til barn" indsamler. Nærmere bestemt børn og unge mellem 3 og 17 år, der er tilknyttet Børne- og Ungehuset Mælkebøtten i Nuuk.

Mælkebøtten, som ledes af forstander Kirsten Ørgaard, arbejder for at forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn og unge i Nuuk og for at forebygge yderligere omsorgssvigt.

På længere sigt håber Mælkebøttens leder, at indsatsen kan medvirke til at mindske antallet af anbringelser udenfor hjemmet. Men Mælkebøtten er også et
hus, hvor der er plads til kreativitet, livsudfoldelse, stille stunder og eftertænksomhed, og hvor også ressourcestærke børn er velkomne.

- Vi er ovenud lykkelige over den indsats, Barn til barn gør for os. Og vi er faktisk rørt over, at unge mennesker i Danmark vil lægge så mange frivillige arbejdstimer i at gøre en indsats for at gøre grønlandske børns hverdag nemmere, siger forstander Kirsten Ørgaard.

Teater-faglærer Kramer Madsen fra Århus Produktionsskole, der er initiativtager til og koordinator for Barn til barn, påpeger de særlige grunde til, at man i år har valgt at støtte børn i Grønland og Mælkebøtten.

- Vi gør det, fordi det er forfærdeligt at se, hvordan socialt udsatte børn i Grønland lever i armod. Og vi har valgt at støtte via Mælkebøtten, fordi Kirsten Ørgaard er en fantastisk ambassadør. Jeg er imponeret over, at hun vier sit liv til de grønlandske børn. For hende er det ikke bare en sommerudflugt til Grønland, men hun går virkelig ind i arbejdet med liv og sjæl. Og når man møder sådan en ildsjæl, kan man ikke andet end at sige, at det er hende, man skal støtte. Børnene får vanvittig gavn af den hjælp, vi yder, på den måde, forklarer Kramer Madsen.

Arbejdskraft ved North Side Festivalen

Kramer Madsen forventer og håber, at produktionsskolens elever får samlet 70.000-80.000 kroner ind til børnene i Grønland, som bl.a. kan bruges til en ny legeplads, møbler samt jule- og fødselsdagsgaver til børnene.

Pengene kommer bl.a. ind ved, at produktionsskoleeleverne sælger deres arbejdskraft som medhjælpere ved North Side Festivalen, der finder sted i Aarhus i weekenden 15.-17. juni. Senere på sommeren, i uge 27, samler eleverne igen penge ind, bl.a. ved et arrangement i Tivoli Friheden, hvor skolens teaterhold spiller en forestilling. Teatereleverne har også været maskotter for Tivoli Friheden i Aarhus som en frivillig arbejdsindsats, hele foråret.

- Men denne sum penge gør jo ikke alt. Derfor går vi også ud og tager fat i organisationer og virksomheder, der vil gå ind i det her. Så hvis en legetøjsproducent synes, deres legeplads skal stå på Grønland, kan vi altså godt formidle kontakten, understreger Kramer Madsen.

Det er femte år, Barn til barn samler penge ind til udsatte børn i andre lande.

Sidste år støttede organisationen gadebørn i Kirgisistan, og året før var det en cirkusskole for børn i Afghanistan.

- Det er virkelig sejt at få unge, som måske ikke lige synes, de kan noget særligt, til at knokle for børn, der har dårligere forhold end dem selv. Det er
ren arbejdsglæde, når vi f.eks. fylder en container med effekter til børn i Afghanistan. Så kan de unge virkelig se, at det gør en gigantisk forskel at gøre en forskel, pointerer Kramer Madsen.

Byens borgmester Jacob Bundsgaard, støtter op om Barn til barn. Han har sagt ja til at overtage hvervet som ambassadør for organisationen efter den tidligere borgmester Nicolai Wammen.

Powered by Labrador CMS