Barcelona sætter rekord med sejr i El Clasico

Som det første hold nogensinde i den spanske liga har Barcelona vundet fire gange i træk på Bernabeu.

Med sejren blev Barcelona det første hold nogensinde i historien til at vinde fire ligakampe i træk på Real Madrids normalt så skræmmende hjemmebane Bernabeu.
Offentliggjort

Der er ikke noget at sige til, at FC Barcelona-spillerne jublede i midtercirklen på Bernabeu lørdag aften, da 1-0-sejren over ærkerivalerne fra Real Madrid var i hus.

Ikke blot åbnede mestrene et hul på hele 12 point til Real Madrid i ligaen, Barcelona satte også samtidig en rekord, der gør ondt på hovedstadsklubben.

Med sejren blev Barcelona det første hold nogensinde i historien til at vinde fire ligakampe i træk på Real Madrids normalt så skræmmende hjemmebane Bernabeu.

I sidste sæson vandt Barcelona 3-0 på Bernabeu, sæsonen før sikrede et mål af Lionel Messi i overtiden en sejr på 3-2, mens Barcelona i november 2015 vandt hele 4-0 i Madrid.

- Vi ønskede at præstere vores bedste og gøre skade på vores rival. Det gjorde vi, lød det efter kampen lørdag fra Barcelona-træner Ernesto Valverde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Real Madrids spillere og fans vil nok gøre klogt i ikke at tage et kig i statistikbøgerne fra El Clasico. Både historisk og i moderne tid.

Nederlaget lørdag betød, at Barcelona nu for første gang siden 1931 har flest sejre i indbyrdes opgør på tværs af alle turneringer. Catalonierne er oppe på 96, mens Real Madrid har 95. 51 er endt uafgjort.

I ligasammenhæng har begge hold 72 sejre mod hinanden.

Denne sæson har været ekstremt hård for den madrilenske stolthed.

På Barcelonas hjemmebane tabte man sæsonens første El Clasico med hele 1-5, men da det i pokalsemifinalen blev 1-1 på Camp Nou, kunne Real Madrid dufte en succesoplevelse, hvis returkampen hjemme kunne vindes.

Trods en spillemæssig god præstation endte det i onsdags med et 0-3-nederlag og endnu en gedigen bet for Real Madrid, mens Barcelona er klar til den sjette pokalfinale på stribe.

- Man går igennem nogle perioder. Nogle gange lykkes det for dig, og nogle gange gør det ikke. I disse to kampe er det ikke lykkedes (pokalsemifinalen og ligamødet, red.), lød det fra Real Madrid-træner Santiago Solari.

Begge hold er fortsat med i årets Champions League, hvor Real Madrid kan trøste sig med at have vundet turneringen de seneste tre år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS