Banken kan ikke tilbageføre penge ved svindel
Flere borgere har det seneste år oplevet at overføre penge til en privatperson i forbindelse med handel og aldrig modtaget den købte vare. GrønlandsBanken kan ikke hjælpe med at skaffe pengene tilbage, oplyser de.
Grønlands Politi har modtaget i alt 46 anmeldelser det senese år fra borgere, der føler sig snydt efter at have købt en vare gennem de sociale medier. Pengene er overført men varen aldrig modtaget af køberen.
Det svindlede beløb i de 46 sager samlet er til 313.614 kroner oplyser Grønlands Politi.
Sermitsiaq.AG er blevet kontaktet af en person, der er blevet svindlet, hvor handelen er meldt til politiet i april 2022.
Personen ønsker at være anonym, men redaktionen kender til vedkommendes identitet og har fået dokumentation på både overførsel, dialog mellem personen og banken samt dokumentation på politianmeldelse af sagen.
Narhvalstand til 6.000 kroner
Personen oplyser til Sermitsiaq.AG, at salget drejede sig om en narhvalstand til 6.000 kroner. Narhvalstanden er dog aldrig nået til køberen, mens sælgeren undgår at svare på køberens henvendelser ved kontakt på de sociale medier. Sagen, der er anmeldt i Avannaata Kommunia efterforskes nu i Nuuk, hvor der er flere lignende sager.
Grønlands Politi har oplyst Sermitsiaq.AG, at også der er flere sager hvor narhvalstand benyttes til at svindle penge ud af købere.
Den forurettede oplyser samtidig, at det er frustrerende, at en bank ikke kan hjælpe ved en situation, hvor en bankkunde er blevet svindlet for flere tusinde kroner.
Banken bundet
Grønlandsbankens vicedirektør John Jakobsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at Grønlandsbanken ikke har beføjelser til at tilbageføre penge, når overførslen er sket.
- GrønlandsBanken kan desværre ikke hjælpe med at skaffe pengene tilbage. GrønlandsBanken har ikke lov til, uden accept fra den der har modtaget pengene, at tilbageføre pengene, siger vicedirektør i Grønlandsbanken John Jakobsen.
Grønlandsbanken opfordrer kunder til at tage kontakt til den person, de har overført pengene til. Men hvis der ikke er reaktion fra den anden part, bør der ske en politianmeldelse af sagen, lyder det.
Politianmeld sagen
- Naturligvis bør man starte med at henvende sig til den person, der har modtaget pengene. Men det er vigtigt, at man anmelder sagen til politiet, så sagen kan blive undersøgt så politiet måske kan få stoppet en eventuel svindler, lyder opfordringen.
Grønlands Politi oplyser, at det er vigtigt, at borgeren kommer med dokumentation på svindel ved anmeldelse. Dokumentation kan være screenshots, oplysninger om kontonummer og mobilnummer, og så bør anmeldelsen ske hurtigst muligt.
Sermitsiaq.AG's anonyme kilde undrer sig over, hvorfor en bankkundes konti ikke kan lukkes, hvis der er beskyldninger om gentagne svindel, hvor kunden frarøver penge fra andre personer.
GrønlandsBanken oplyser, at der er procedurer der skal følges, hvis en kundes konto skal lukkes. Konti kan dog ikke lukkes uden der har været en retslig afgørelse.
- GrønlandsBanken har procedurer for kunder, der anvender deres konto til svindel. Men banken kan og må ikke være dommer i sådanne sager og vi kan således først gennemføre vores procedurer, når der er truffet en retslig afgørelse. Banken kan på baggrund af kundens adfærd opsige et kundeforhold, men det vil altid bero på en individuel og konkret vurdering, oplyser John Jakobsen.