Bankdirektør: - Flere skal have uddannelse
Nyt CSR-netværk vil bekæmpe Grønlands problemer.

Et nydannet CSR-netværk er i gang med at forbedre forholdene i Grønland. Blandt de helt store udfordringer er at få flere unge gennem uddannelsessystemet, så der bliver skabt kvalificeret arbejdskraft til stillingerne i landets store virksomheder.
Det skriver csr.dk
- De problemer, som vi gerne vil forsøge at løse med arbejdet i CSR-Greenland er lige for næsen af os hver dag. Synligheden af problemerne giver en stor motivation i CSR-arbejdet, siger Martin Kviesgaard, der er direktør i Grønlandsbanken og næstformand i CSR, der er et erhvervsnetværk og består af direktionerne i Grønlandsbanken, Air Greenland, Royal Arctic Line, Grønlands Arbejdsgiverforening og Kompetencekompagniet.
- Vi kan se problemet på den store tilstrømning af uddannede folk fra Danmark og fra andre lande, som kommer hertil og får jobs. Det er, fordi der ikke er nok uddannede grønlændere. Det er ikke fordi, vi hellere vil have arbejdskraft fra udlandet – tværtimod ville vi foretrække at rekruttere medarbejdere herfra, hvis det var muligt i stedet for at spilde penge på at sende folk frem og tilbage over Atlanten, siger Martin Kviesgaard.
- Hvis der ikke er flere, der får uddannelser og bedre jobs – og vi dermed skaber generelt højere velstand i samfundet, så får vi hverken samfundsmæssig eller forretningsmæssig vækst, konstaterer Martin Kviesgaard.