Aviaaja Poulsen: Grønland er på verdens læber
Der er behov for nytænkning og innovation, når Grønlands to nye Folketingsmedlemmer sætter sig ved arbejdsbordet 1. oktober, mener Aviaaja K. Poulsen, der er folketingskandidat for Demokraterne

- Vort land befinder sig i disse år i orkanens øje, hvor mange emner af globale interesse suser omkring os. Olie, mineraler og miljø. Spændende ideer og tilbud lander på det grønlandske forhandlingsbord, og det er essentielt, vi smeder mens jernet er varmt, påpeger Demokraternes nye folketingskandidat Aviaaja Karlshøj Poulsen.
- Et medlemskab af det danske Folketing handler, for mig, om fortsat at udvikle Grønland, at sikre positivt fokus og lukrative aftaler for vores land, og ikke blot om at varetage vores eksisterende rettigheder.
Vi skal udnytte mulighederne
- Multinationale virksomheder kaster øjne på os. Det bør vi udnytte og sikre midler og muligheder for infrastruktur, uddannelse og arbejdspladser. Den grønlandske økonomi skal hurtigst muligt, ikke blot blive selvbåren, men udvikles, siger Aviaaja Poulsen og påpeger:
- Mulighedernes tid er nu!
- Det handler om tilstedeværelse, og om at turde tænke ud af boksen, når vi som grønlandske folketingsmedlemmer fremover forhandler rettigheder og stiller forslag.
- Det er Demokraternes holdning ikke at støtte op om den danske blokpolitik til valget, men stille os frie til at forhandle for Grønlands bedste. Se blot hvor langt regeringen var villig til at gå for at sikre et flertal, da de famøse grænsebomme blev en realitet hen over natten.
- Hvis nu vI var ”tungen på vægten”, kunne det samme være resulteret i et grønlandsk SAR-beredskab, flere resurser til grønlands politi og retsvæsen, en forbedret aftale om sundhedsbehandling uden for Grønland??
- Vi skal udnytte mulighederne i Selvstyreloven for grønlandsk tilstedeværelse og forhandlingsret i udenrigspolitiske og globale sammenhænge, samtidig med vi tænker nyt og udvikler os fremadrettet.
- Mine mærkesager til folketingsvalget 2011 er Uddannelse, Sundhed og ”Grønland i verdens Centrum”. Følg mig og min valgkamp på min Facebookprofil, eller læs mere om mine mærkesager de kommende uger på sermitsiaq.gl