Atter renoveringsstøtte til BSU-huse
Finanslovsforslaget afsætter 2,3 millioner kroner til formålet
Inatsisartut åbner tirsdagens møde i fuld fordragelighed.
Siumuts Anders Olsen foreslår, at finansloven fra 2013 afsætter 2,3 millioner kroner om året til renoveringsstøtte til BSU-husene.
Og Naalakkersuisuts medlem for boliger Jens B. Frederiksen, Demokraterne, kan til gengæld love Anders Olsen, at pengene indgår i finanslovsforslaget for 2013.
Finansloven for 2011 sparede de 2,3 millioner kroner, som tidligere var afsat til renovering, udvidelse eller forbedringer af BSU-husene, men dermed forsvandt behovet ikke.
Stram økonomi
Anders Olsen og Jens B. Frederiksen er enige om, at mange af de 1.000 ejere af BSU-huse ikke selv er i stand til at renovere deres boliger. Betingelsen for at modtage støtte er, at husejeren har en skattepligtig husstandsindkomst under 180.000 kroner, og så er der ikke megen luft i budgettet til renoveringer.
– Behovet for renoveringslån til BSU-huse er vokset i takt med stigende leveomkostninger, og de mange pensionister og lønmodtagere, som ejer et BSU-hus, sidder så hårdt i det, at de har svært ved at låne til renovering i banken, argumenterer Anders Olsen.
Anders Olsen peger også på, at en renovering af BSU-husene giver en samfundsgevinst indenfor folkesundhed og forureningsbekæmpelse: – Mange af husene i dag er dårligt isoleret, som igen betyder øget forbrug af brændstof til opvarmningen.
A/S Boligselskabet INI administrerer BSU-husene – og dermed også støttemulighederne på næste års finanslov, hvis bevillingen på 2,3 millioner kroner bliver vedtaget.
Loftet for renoveringsstøtte var tidligere 100.000 kroner.