Atassut: Vi har brug for alle
- Et selvstyrende land, der arbejder hen imod øget selvstændighed har brug for en befolkning, der er rustet til at klare sig selv, skriver Atassut i partiets nytårsudtalelse
Partiet Atassut takker medlemmerne af Inatsisartut for opbakning til de dagsordensforslag partiet har fremsat og som har fået betydning for blandt andet hellefiskeriet i Nordgrønland og forbedringer på handicapområdet.
Det sker i Atassuts nytårsudtalelse, hvor der både ses tilbage på 2012, men også fremadrettet på det lovgivende arbejde i 2013. Blandt andet mener Atassut, at der skal skabes et dynamisk samfund, hvor der skal være brug for alle inden for den potentielle arbejdsstyrke.
- Det er det, der skal til for, at vi kan klare os selv. Et land, der klarer sig selv har behov for et bæredygtig selvforsyning af fødevarer, hvad enten det drejer sig om fødevarer fra landdyr, landbrug eller dyr fra havet.
Derfor skal det kystnære fiskeri gennem en effektiv strukturtilpasning. For at der kan opnås produktion af høj kvalitet, er det en forudsætning, at der bliver iværksat tilpasning af de både og skibe, der bliver brugt til fiskeri. Derudover er det vigtigt, at Grønland fremover deltager i mærkningssystemet MSC. Dette vil dokumentere at vores fiskeri foregår på bæredygtig grundlag, mener Atassut.
Også i erhvervssektoren med olie- og mineraler skal der sikres intensiveret uddannelse, så hjemmehørende kan få del i arbejdspladserne, industrierne vil kaste af sig.
Førsteret
- Der skal også stilles krav til industrien, at der skal tages imod lærlinge. Ligesom man efter Atassuts mening også bør kunne stille krav til, at hjemmehørende har førsteret til at kunne arbejde i industrierne, skriver Atassut, der også mener, det er vigtigt, at nul-tolerancen for uran ophæves.
Desuden mener Atassut, at alt for få får sig en god uddannelse:
- Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Et land, der arbejder hen imod selvstændighed, har brug for veluddannet befolkning. Vi er godt tilfredse med, at flere og flere har igangsat og gennemført en uddannelse, men det er desværre en kendsgerning, at der stadig er for mange unge mennesker, der ikke har igangsat en uddannelse efter endt folkeskole, lyder det fra Atassut, der ønsker alle et godt nytår.