Atassut: Drop det kommunistiske tilgang og åbn op for det frie marked

Formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen vil liberalisere teleområdet her i landet, hvor der skal være flere udbydere, der dækker hele Grønland.

- Lad os droppe det kommunistiske tilgang og åbne op for det frie marked, skriver blandt andet formanden for Atassut, Aqqalu C. Jerimiassen på Atassuts Facebook.

Aqqalu C. Jerimiassen fik hænderne på tastaturen, da Telestyrelsen meddelte, at de vil gå på jagt efter personer i Grønland, der ulovligt benytter udenlandske udbydere af satellitinternet.

Formanden mener, at dette er en påmindelse om, at Grønland, i lighed med Cuba og Nordkorea, har lovgivning om, hvordan borgerne kan kommunikere med omverdenen.

- Vores forbud har ikke til formål at overvåge borgerne. Det skal bare sikre, at Naalakkersuisut til hver en tid kan beskatte borgernes forbrug af teleydelser ekstra gennem udbytte fra Tusass. Det er politisk belejligt, men jeg mener, det er på tide at se på, hvad det koster borgerne.

Sikrer ikke borgere de bedste internetydelser

Aqqalu C. Jerimiassen tager Østkysten og Nordgrønland som et eksempel.

- Borgerne på Østkysten og i Nordgrønland betaler i dag 800 kroner for 2 mb internet. For de samme penge kunne de have fået 150 mb hos en international udbyder, hvis det havde været lovligt. Disse borgere skal være heldige, hvis de kan have en FaceTime-samtale med deres familie i en anden by.

Han peger på, at personer, der befinder sig uden for Teles dækning, er i dag tvunget til at bruge Iridium-telefoner til 50 kroner i minuttet for at kommunikere med omverdenen, når de kunne have haft fuld forbindelse:

- Det er ikke holdbart. Den teknologiske udvikling er løbet fra lovgivningen, og den sikrer ikke længere borgerne de bedst tænkelige internetydelser.

Frie marked er løsningen

I følge Aqqalu C.Jerimiassen har omkring 4.000 borgere i Grønland langsomt og ustabil internetforbindelse.

- Der skal derfor være flere udbydere, der dækker hele Grønland, før det vil være sikkert at overlade vores behov til udenlandske udbydere. I mellemtiden må Inatsisartut lave en overgangsordning, der tillader, at udenlandske satellitudbydere kan benyttes uden for Tusass’ dækning og i de områder, hvor Tusass kun kan tilbyde meget ringe internet.

- Den teknologiske udvikling går stærkt, og vi kan ikke bare lade som om, at den struktur, vi har brugt siden 70’erne, stadig er den bedste. Vores medborgere i udkantsområderne har fortjent bedre.

Powered by Labrador CMS