Asii og Palle: Kommunerne har brug for hinanden
Kommunernes landsforening KANUKOKA, med tilhørende administration er nu saga blot. Nu vil kommunerne starte på en frisk. De har nemlig så mange ting til fælles, at de ikke kan undvære en ordning, hvor de har et samlingspunkt.
KANUKOKA, kommunernes landsforening var til sidst en kampplads, hvor partifarver og politiske skel førte til et sammenbrud, som kommunerne ikke kunne redde i dens form. Men nu lægger borgmestrene Palle Jerimiassen (S) fra Avannaata Kommunia og Asii Chemnitz Narup (IA) fra Kommuneqarfik Sermersooq op til en ny samarbejdsform, som alle kommunerne skal kunne være fælles om.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
- Vi har brug for hinanden, kommunerne har brug for hinanden og vi må sikre en platform alle kommunerne kan være med i og være med til at udforme samarbejdet, uden at vi opbygger en kæmpe administration, siger Asii Chemnitz Narup (IA) og Palle Jerimiassen (S) samstemmende efter et vellykket møde i Ilulissat, hvor også lufthavnspakken blev drøftet.
Fælles kommunale udfordringer
Der er ingen tvivl om, at kommunerne i Grønland har mange fælles udfordringer i deres daglige arbejde for borgerne. Selv om kommunerne ikke har kunnet enes i en forening med tilhørende administrationsapparat, er det nødvendigt, at kommunerne har en fælles platform, og nu lægger Palle Jerimiassen (S) og Asii Chemnitz Narup (IA) op til et møde i den nærmeste fremtid, hvor alle fem kommuner er repræsenteret.
Læs hele artiklen i avisen Sermitsiaq via linket herunder: