udflytning
Asii kæmper mod udflytning af arbejdspladser
- Grønland har ikke råd til at flytte offentlige arbejdspladser fra Nuuk og ud i de øvrige kommuner, fastslår AI-borgmester Asii Chemnitz Narup.
Meldingen overrasker næppe mange, idet borgmesteren helt naturligt skal kæmpe for den nuværende offentlige arbejdskraft i Kommuneqarfik Sermersooq, hvilket sikrer kommunen vigtige skatteindtægter.
Hendes pointe
Hendes pointe er, at man i stedet skal fokusere på placeringen af nye offentlige funktioner.
- Jeg vil stærkt opfordre Kim Kielsen til at placere nye og fremtidige institutioner og nye initiativer ude på kysten. Det giver langt mere mening, for så kan man bygge det op fra bunden, foreslår borgmesteren.
Læs også: Søkort over grønlandske farvande forsinket
- Vi er godt nok et stort land, men vi er en lille befolkning. Vi har i en årrække brugt svimlende summer på at skabe færre kommuner og mindre bureaukrati. Nu vil man øge antallet af kommuner og man vil flytte nye opgaver og administration ud. Efter min mening forsøger man at rulle en udvikling tilbage, der ikke kan rulles tilbage. Det ender med, at vi som samfund kommer til at spilde en masse ressourcer på rammerne – i stedet for på opgaverne. Det synes jeg simpelthen ikke, vi har råd til, så rigt er Grønland ikke, argumenterer borgmesteren i et skriftligt indlæg, hun har sendt redaktionen.
Større regning end ventet
Hun henviser også til Danmark, hvor en række statslige funktioner er rykket ud i provinsen, hvilket er blevet dyrere end forudset.
- Kim Kielsen må forstå, at det ikke alene er arbejdspladserne, der trækker folk til Nuuk. Det handler også om at bo i en storby, have flere kulturmuligheder, have flere kolleger og uddannelsesmæssige sparringsmuligheder osv. Dét kan man ikke bare rykke op med rode, understreger Asii Chemnitz Narup.