Asii advarer imod Kina-samarbejde
IA’s kandidat til Inatsisartutvalget, tidligere borgmester Asii Chemnitz Narup, advarer imod, at Grønland indleder et samarbejde med Kina og sætter dermed udenrigspolitikken på valgdagsordenen.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag sætter IA-kandidaten Asii Chemnitz Narup fokus på Kinas store interesse for Nordatlanten og Arktis, og hvilke konsekvenser det kan have for Grønland, hvis et samarbejde indledes.
- I Grønland er demokratiet ikke altid lige stærkt. En velhavende samarbejdspartner er attraktiv for en lille befolkning med en svag, beskeden økonomi. Men jeg kan frygte, at Grønland slet, slet ikke er stærk nok til overhovedet at forsøge sig med at have Kina så tæt på: Risikoen for økonomisk afhængighed er for stor. Og det politisk-demokratiske bolværk slet ikke stærkt nok, påpeger den tidligere borgmester for Grønlands største kommune.
Hun henviser til Kinas ageren i Hongkong, Tibet og over for Taiwan samt det muslimske mindretal i Kina og alle systemkritikere.
Dyrt bekendtskab
Et kinesisk partnerskab kan blive dyrt for Grønland, mener Asii Chemnitz Narup og skriver:
- Jeg mener slet ikke, Grønland er i en position, hvor vi som et meget lille folk med en lille økonomi kan tåle at blive afhængige af kinesiske ”tilbud”. Kinesiske investeringer i f.eks. digital infrastruktur, minedrift eller andet er efter min mening meget bekymrende.
- Nogle i Grønland vil hævde, at vi slet ikke har råd til at lade være. Jeg mener, vi ikke har råd til at lade være med at søge andre samarbejdspartnere. Dels mener jeg ikke, vi principielt skal bidrage til at blåstemple Kinas krænkelser af menneskerettigheder og demokrati – dels mener jeg ikke, vi kan komme succesfyldt ud af så ulige en relation. Alting kommer med en pris – men trods det grønlandske ønske om selvstændighed så kan prisen også blive for høj, skriver hun og efterlyser en større dansk interesse for det igangværende valg i Grønland.