kryptovaluta
Asiatisk frygt giver Bitcoin en kajeryster
Kryptovalutaen Bitcoin falder voldsomt tirsdag efter de seneste måneder at have nået astronomiske højder.
Det er gået voldsom tilbage for værdien af kryptovalutaen Bitcoin tirsdag.
Frygt for, at flere asiatiske lande vil regulere eller forbyde handel med digitale valutaer, har sendt investorerne på retræte.
Tirsdag falder værdien af Bitcoin med lidt under en femtedel til 12.193 dollar - 74.265 danske kroner - for en bitcoin.
Faldet er umiddelbart udløst af, at det sydkoreanske nyhedsmedie Yonhap ifølge Reuters citerede landets finansminister Kim Dong-yeon for, at landet er på vej med regler for at stoppe "irrationelle" investeringer i kryptovalutaer.
- Finansministeren har gjort det klart, at de overvejer at forbyde handel med kryptovalutaer. Og Korea er nok det tredjestørste marked for Bitcoins.
- Vi har nu hørt rapporter om, at Sydkorea, Kina og Japan overvejer en fælles indsats mod kryptovalutaer. Det rammer priserne og stemningen omkring Bitcoin, siger analytiker hos ETX Capital Neil Wilson til finansmediet Bloomberg.
Med dagens fald fortsætter den markante deroute for værdien af Bitcoin, der nåede over 20.000 dollar i midten af december.
Valutaen startede dog 2017 med at koste 830 dollar.
De voldsomme stigninger i 2017 har fået mange til at omtale Bitcoin som en stor finansiel boble.
Udbuddet af Bitcoins er begrænset, og det kan være svært at finde ud af, hvad valutaen helt praktisk kan bruges til.
- Man kan ikke sige noget om, hvad en Bitcoin rent faktisk er værd. Man kan ikke forklare, hvad værdien er bygget på.
- Du køber dig ind i en drøm om, hvad Bitcoin kan blive. Du køber dig ikke ind i noget konkret eller et stykke teknologi, der kan give dig en forspring, siger investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen.
Udviklingen i kryptovalutaer minder Per Hansen om IT-boblen op til årtusindskiftet.
- Folk laver tekniske udregninger af, hvad de mener, disse valuter bør være værd. Men det bliver ikke testet i virkeligheden.
- Så vi er inde i en spekulativ mani, siger Per Hansen.
/ritzau/