ubåde

Arktisk Kommando kan gå på jagt efter ubåde

Forsvarsforliget betyder, at Seahawk-helikopterne nu får sonar til at jagte fremmede ubåde

En del af de nye Seahawk-helipkoptere bliver udstyret med sonar til at jagte ubåde
Offentliggjort

Sejler der fremmede ubåde rundt i de grønlandske fjorde? Det spørgsmål bliver Forsvaret langt bedre til at besvare fremover. Forsvarsforliget, som den danske regering indgik i januar, betyder nemlig, at Forsvaret nu igen får teknologi til at spotte ubåde.

I 14 år har det danske forsvar nemlig i realiteten været ‘blind’, når det gælder ubåde - og det gælder ikke mindst Grønland. Det fremgår blandt andet af Forsvarsministeriets Arktis-analyse fra 2016.

- Som det fremgår af redegørelsen og analysen vedrørende suverænitetsopgaven, så har Forsvaret ikke indsat kapacitet til at detektere og bekæmpe ubåde i det arktiske område, hedder det i analysen.

'Blind' i 14 år
I 2004 besluttede Folketinget nemlig, at anti-ubådssystemerne skulle spares væk. Men allerede købet af de nye Seahawk-helikoptere varslede nye tider. De er nemlig udviklet særligt med henblik på at jagte ubåde. Men i første omgang blev de købt uden de dybdesonar, der kan 'se' ubåde. Det bliver der lavet om på med det nye forsvarsforlig.

- Der indkøbes et antal dyppesonarer til Forsvarets Seahawk–helikoptere, så de kan deltage i anti- ubådskrigsførelse, hedder det således i forligsteksten.

Og det er en rigtig god idé, mener major Karsten Marrup, chef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet.

- Vi er begyndt at tænke over hvilke ubåde, der egentlig sejler rundt om Grønland. Det kunne nok være relevant at undersøge, hvad der ligger i de grønlandske fjorde, som vi lige nu ikke har en kinamands chance for at opdage, siger han til Ingeniøren.

Ubåde spottet
At der sejler fremmed ubåde rundt i grønlandske farvand, er der meget der tyder. Berlingske kunne i 2015 fortælle, at der har været 15 formodede ubådsobservationer i grønlandsk farvand siden 1980. Hovedparten er blevet spottet under den kolde krig. Men så sent som i 2006 opdagede Semion Willumsen og Martannguaq Jakobsen en ubåd i Qagssit Fjorden nær Paamiut.

LÆS OGSÅ: Mystiske ubåde spottet ved Grønland

En del af de nye helikoptere får ikke blot dybdesonar til at finde ubådende, de får desuden våben til at reagere på dem. De bliver således udstyret med torpedoer, der kan affyres mod ubåde.

Tre af forsvarets fregatter og støtteskibe udstyres ligeledes med anti-ubådsvåben. Fregatterne patruljerer dog ikke rutinemæssigt i grønlandsk farvand. Inspektionsskibene er i lighed med fregatterne udstyret med en sonar, men da den kun har en rækkevidde på en til to sømil. Dermed er de i realiteten ikke brugbare til at finde fremmede ubåde.

Kræver samarbejde
Men selv med sonar i Seahawk-helikopterne vil Forsvaret i realiteten ikke effektivt kunne forhindre fremmede ubåde i at sejle rundt i de grønlandske fjorde, fremgår det af Arktis-analysen.

- I lyset af undervandsdomænets store udstrækning, de særlige arktiske vilkår i domænet og de meget specialiserede kapaciteter, der kræves for at etablere blot et minimum af evne til at løse suverænitetsopgaven under vandet i Arktisk Kommandos ansvarsområde, vurderes det teknologisk urealistisk at anskaffe en sådan kapacitet, hvorfor denne mulighed ikke behandles videre, hedder det her.

I stedet for anbefaler analysen, at kongeriget samarbejder med andre lande om at bekæmpe fremmede ubåde. Et sådant samarbejde er ligeledes del af forsvarsforliget.

Powered by Labrador CMS