global opvarmning
Arktisk havis svinder ind for niende år i træk
i år er havisen svundet ind til sin fjerde mindste udbredelse, siden målingerne med satellit begyndte i 1978
Den Arktiske havis dannes senere, smelter tidligere, og i løbet af sommeren er mængden af is, der er tilbage, mindre end før.
Og i år er havisen således svundet ind til sin fjerde mindste udbredelse, siden målingerne med satellit begyndte i 1978.
Samlet mønster
Det oplyser DMI.dk, der samtidig fremhæver, at der er et samlet mønster. De seneste ni år har havisen således befundet sig i den laveste ende af skalaen, når man måler udviklingen siden 1978.
2012 blev et nyt rekordår, når det gjaldt minimum af havis. På andenpladsen kom 2007, derefter kom 2011 og på fjerdepladsen 2015.
Tendensen er klar i stort set alle egne af Arktis: Antallet af dage, hvor der ikke er islæg, er steget, oplyser DMI.
Tre måneder længere
I Barentshavet er åbenvandssæsonen nu for eksempel tre måneder længere end i begyndelsen af 1980'erne, og i Baffinbugten er åbenvandssæsonen over en måned længere.
Nordøstpassagen åben
Både Nordøstpassagen (vandvejen mellem Atlanten og Stillehavet nord om Europa/Asien) og Nordvestpassagen (vandvejen mellem Atlanten og Stillehavet nord om Nordamerika) er åbne i år, selv om den dybe passage igennem M'Clure strædet stadig er delvist isdækket.
Læs også: Kulderekord på Indlandsisen