Nuuk
Årets islandsdag i Nuuk på plads
I år bliver det femte gang, at der bliver en dag med fokus på vores nabo mod øst
Grønlandsk-islandsk handelskammer og Islands eksportråd har i samarbejde med Islands Generalkonsulat i Nuuk og Air Iceland besluttet, at islandsdagen i Nuuk i år bliver fredag den 24. oktober.
Formålet med islandsdagen er primært at øge handelsforbindelse mellem landene samt at promovere islandske varer for det grønlandske folk. Det er derfor en kærkommen lejlighed for virksomheder, der gerne vil komme ind på det grønlandske marked for at etablere handelsforbindelser, lyder det fra arrangørerne.
Der arrangeres B2B-møder, udstilling af varer og tjenesteydelser for forbrugerne, og der afholdes et seminar, der handler om de forskellige muligheder i samarbejdet mellem landene.
Dette er det femte år, dette event gennemføres, og sidste år var der rekorddeltagelse fra islandske virksomheder, hvor over 30 virksomheder besøgte Nuuk.
Er du interesseret i at deltage, skal du kontakte Kristín S. Hjálmtýsdóttir via kristin@chamber.is eller Þorleifur Þór Jónsson via thorleifur@islandsstofa.is