Årelange forberedelser af regler om medmoderskab er indstillet
Arbejdet med at sikre par af samme køn de samme rettigheder som heteroseksuelle forældre er blevet syltet i Folketinget. Ændringerne har været på vej siden 2016, men nu er de skudt til hjørne, fordi den danske lov for området skal opdateres.
Hvis din ægtefælde har samme køn som dig og I skal være forældre, har vedkommende ingen rettigheder som forældre ved fødslen og kan ikke søge om at få det før efter tre måneder.
Dermed er der ingen mulighed for at holde barsel sammen i barnets første levetid. Det skal ændres, og det har Folketinget arbejdet på i flere år, men nu er projektet udsat på ubestemt tid.
I Danmark indførte man med den nye børnelov, der blev vedtaget i 2013, retten til medmoderskab, som betyder den ikke-biologiske mor (som er enten ægtefælde eller registreret partner) kan blive anerkendt som medmor. Reglerne for mænd er fortsat langt fra at blive ligestillet med kvinder på området.
Sker automatisk i Danmark
Processen starter allerede inden assisteret reproduktion, og den endelige registrering kan ske umiddelbart efter fødslen. Dermed får man rettigheder til barsel med videre umiddelbart efter barnets fødsel. Den mulighed skal der også være her i landet.
IA’s Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har endnu engang fulgt op på sagen om at få ajourført reglerne om medmoderskab og faderskab i den grønlandske lovgivning.
Men svaret fra social- og ældreministeriet var ikke opløftende; arbejdet er simpelthen indstillet, grundet en opdatering af den gældende danske lovgivning. Det mener MF Aaja Chemnitz Larsen ikke er i orden. Processen har i følge hende allerede taget alt for lang tid.
- Det er drønfrustrerende at arbejdet nu er indstillet, og jeg kan kun læse det som et eksempel på en nedprioritering af lovgivning i Grønland, når arbejdet starter i 2016, og nu i bedste fald forventes færdigt i 2023, siger Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.
Hun påpeger at det fortsat afhænger af vedtagelsen af den nye lov i Danmark.
- Hvad så hvis den danske lovgivning bliver udskudt, hvis den ikke bliver vedtaget eller lignende? Skal grønlandske LGBT+ forældre så vente på at de kan få deres basale rettigheder som forældre endnu længere?
Basale rettigheder mangler
Aaja Chemnitz Larsen har fuld forståelse for, at man gerne vil undgå dobbeltarbejde og at opdateringerne i den danske lov vil forbedre forældre af samme køns vilkår.
Som eksempel vil de nye regler blandt andet betyde at, når to kvinder som er gift får et barn, vil medmoderskabet ske helt automatisk, dette er ikke tilfældet for mænd.
- Det er selvfølgelig på sin plads at gøre processen nemmere for LGBT+ familier. Men mens det i Danmark handler om at optimere processen, handler det i Grønland om, at man simpelthen ikke engang har den basale rettighed til at blive medmoder, siger hun.
- Barsel er et grønlandsk anliggende, men anerkendelsen som medmor- eller far er vigtig for, at få adgang til barsel til eksempel. Lovgivningen er dybt forældet og diskriminerende, slår Aaja Chemnitz Larsen fast.