Smartphone
Apple overrasker med rekordhøjt salg af iPhones
Tre kvartalers nedgang i salget af iPhones er vendt til fremgang. Samtidig sætter Apple omsætningsrekord
Apple har aldrig før solgt så mange iPhones som i det seneste kvartal. 78,3 millioner smartphones blev det til.
Selskabet lancerede sidste efterår sin nye topmodel, iPhone 7, og den har åbenbart været et hit hos forbrugere verden over.
Og selv om overskuddet er en smule lavere end i samme kvartal året før, så tager investorerne godt imod kvartalsregnskabet, der er offentliggjort sent tirsdag aften dansk tid.
På Wall Street stiger aktien med knap tre procent.
De tre foregående kvartaler har salget af iPhones været vigende, og derfor er fremgangen i det seneste kvartal, der sluttede ved udgangen af december, beroligende for de investorer, der frygtede en fortsat nedgang. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Apple er dybt afhængig af succes for sin smartphone, som står for over tre fjerdedele af omsætningen.
Overskuddet efter skat faldt 2,6 procent til 17,98 milliarder dollar i forhold til samme kvartal året før, mens omsætningen med 78,4 milliarder dollar var godt tre procent højere end året før.
Apples topchef, Tim Cook, er tilfreds med resultaterne i "julekvartalet".
- Vi solgte flere iPhones end nogensinde før og satte omsætningsrekorder for iPhone, service, Mac og Apple Watch, udtaler Cook i en regnskabsmeddelelse.
Men der er også et enkelt hår i suppen. På det vigtige kinesiske marked faldt Apples omsætning 12 procent til 16,2 milliarder dollar.
/ritzau/