Smileys
Apple bytter revolver-emoji ud med grøn vandpistol
Som reaktion på den seneste tids skyderier i USA vil Apple skifte billede af en revolver ud med legetøj
Hvis du skal bruge en pistol-emoji som illustration i dine tekstbeskeder fremover, skal du efter alt at dømme lede efter en grøn vandpistol blandt Apples flere hundrede emoji-muligheder.
Elektronikgigantens nuværende version med en sort revolver bliver nemlig byttet ud med billedet af en grøn vandpistol, skriver The Guardian.
En emoji er en smiley eller et humørikon, der bruges i for eksempel en sms. De er ekstremt populære og er blevet både udvidet og redesignet flere gange.
Valget om at udskifte billedet af en "ægte" revolver med et stykke legetøj afspejler ifølge The Guardian en bekymret reaktion på den seneste tids skyderier i USA. Avisen peger på både politiskud mod sorte mænd i USA og efterfølgende masseskyderier mod betjente.
Samtidig melder Apple sig ind i debatten om våbenvold verden over.
Den nye emoji viser en grøn vandpistol med orange munding og hvid aftrækker. Designet er lavet til at ligne plastik.
Planen er, at ændringen bliver indført i september sammen med en ny opdatering.
Samtidig bliver 100 emoji-ikoner introduceret. Blandt dem er et regnbueflag, kvindelige sportsudøvere samt billeder af familier med kun én forælder.
Meningen er at afspejle forskellighed i både køn, seksualitet og familiers sammensætninger, skriver Apple i en pressemeddelelse.
- Denne spændende opdatering kommer med flere muligheder for køn i karakterer, der allerede findes. Det omfatter kvindelige atleter samt ansatte og introducerer nyt design af populære emojier, et nyt regnbueflag og flere familie-valgmuligheder.
- Apple arbejder tæt sammen med Unicode Consortium (en software-organisation, red.) om at sikre, at de populære emojis afspejler menneskers forskellighed verden over, lyder det på Apples hjemmeside.
Selskabet nævner ikke direkte det nye pistoldesign og har ikke officielt bekræftet, at den nuværende revolver bliver fjernet.
Vandpistolen bliver budt velkommen af grupper, der kæmper for en strammere våbenlov i USA, mens andre sætter spørgsmålstegn ved, om ændringen vil have en egentlig effekt.
/ritzau/