Nuuk

Anklager Inatsisartutmedlemmer for at slå plat på udsatte børn

- Laura Táunâjik og Jess Svane er enten uvidende eller i ond tro, når de kritiserer Kommuneqarfik Sermersooqs indsats for udsatte børn, siger udvalgsformand

Poul Hansen
Offentliggjort

Siumuts medlemmer af Inatsisartuts Familie- og Sundhedsudvalg, Laura Táunâjik og Jess Svane, skruer i en pressemeddelelse bissen på over for Kommuneqarfik Sermersooq.

Efter en række indslag i Nuuk TV om blandt andet børn, der færdes i Nuuks bymidte om natten, understreger politikerne, at de er klar til at anbefale, at Inatsisarut tager en ny, omstridt lov i brug, så Naalakkersuisut midlertidigt suspenderer kommunen fra dens pligter på området.

Læs: Nuuks unge får et sted for natten

Politisk plat
Omvendt betegner formanden for Udvalget for Børn, Familie og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq budskabet som politisk plat af den værste slags.

- Man må spørge sig selv, om de to politikere får alle deres informationer fra Nuuk TV. Hvis de have holdt sig orienteret, ville de vide, at Kommuneqarfik Sermersooq er den kommune i landet, der bruger flest penge på udsatte børn, at vi er den eneste kommune, der har socialrådgivere på skolerne, at vi er den eneste kommune, der har familiebehandlingstilbud, og den eneste kommune, der har tilbud til sårbare familier, før deres første barn er født, fremhæver Poul Hansen i en pressemeddelele.

Er allerede anbragt
At de to politikere mener, det en god ide, at Selvstyret overtager ansvaret, finder Poul Hansen direkte morsomt.

- Tirsdag havde vi en medarbejder på besøg ved Pisiffik. Hun genkendte tre børn, som allerede er anbragt på Selvstyrets døgninstitutioner. Det vil sige børn, som Kommuneqarfik Sermersooq allerede har betalt Selvstyret for at give en tryg barndom. Er det den slags, Laura Táunâjik og Jess Svane ønsker sig mere af? spørger Poul Hansen.

Mange tiltag
Udvalgsformanden erkender, at det sociale sikkerhedsnet i Kommuneqarfik Sermersooq tilsyneladende ikke har været fintmasket nok.

- Men at påstå at vi ikke gør noget, eller at Selvstyret kan løse opgaven bedre, er decideret uvederhæftigt. Vi har i løbet af de seneste fire år sat et utal af tiltag i gang, men de sociale problemer, der plager vores land, bliver altså ikke løst fra dag til dag, påpeger Poul Hansen.

Powered by Labrador CMS