Børn og unge

Animeret film skal skabe et godt forældreskab

En ny grønlandsksproget undervisningsfilm om forældreskab skal fungere som et arbejdsredskab for alle, der gennem deres arbejde møder børn og forældre

Filmen 'Ikioqatigiitta?' er grønlandsksproget undervisningsfilm om forældreskab
Offentliggjort

Den animerede film 'Ikioqatigiitta?' (på dansk: Skal vi hjælpes ad?) handler om en families hverdag og udvikling gennem 14 år, og der er interviews med fagfolk og familier.

Filmen er lavet af Foreningen Grønlandske Børn og skal fungere som et arbejdsredskab for alle, der gennem deres arbejde møder børn og forældre.

Omsorg og opbakning
- Vi håber med filmen at kunne bidrage til en god dialog og større åbenhed om alt det, der er svært ved at være en familie. I sidste ende håber vi, at en masse børn kan blive mødt med omsorg og opbakning af forældre, der føler sig godt klædt på til deres forældrerolle, siger Gunver Justesen fra Foreningen Grønlandske Børn.

Udover almindelige filmvisninger for alle i Qaqortoq og Nuuk afholder Foreningen Grønlandske Børn workshops for fagfolk i begge byer.

Her vil der være faglige oplæg og debat, og der vil blive mulighed for, sammen med kolleger, at drøfte, hvordan filmen kan bruges helt konkret i arbejdet med familierne. Alle inviterede får udleveret et usb-stik med film og arbejdshæfte til at tage med hjem.

Ikioqatigiitta? vises første gang i Qaqortoq den 4. november i Campus Kujalleq, mens den også vises i kulturhuset i Nuuk den 10. november.

Powered by Labrador CMS