Politirapport

Anholdt for vold og hærværk i Nuuk-butik

Vold og hærværk mod en butik, en 10-årig dreng forsøgt frastjålet sin cykel og en grydebrand er blandt historierne over politiets arbejde i Nuuk i den forgangne uge

Offentliggjort

Dømt ud fra sidste uges rapport for politiet i Nuuk var den forgangne uge ikke den travleste i historien for politiet.

Søren Bendtsen, fungerende operativ leder hos politiet i Region Hovedstaden, skriver i en pressemeddelelse om disse episoder:

’Fredag den 16. august om aftenen blev en 24-årig mand og kending af politiet anholdt uden større dramatik, efter han forinden var blevet anmeldt for vold og fremsættelse af trusler. Den anholdte blev dagen efter fremstillet i kredsretten og tilbageholdt under behandlingen af sagen.

Vold og hærværk mod butik
En 27-årig mand blev lørdag aften den 17. august anholdt efter at være blevet anmeldt for vold og hærværk udøvet i en af Nuuks butikker. I forbindelse med anholdelsen fremsatte han tillige trusler over for politipersonalet. Pågældende blev dagen efter fremstillet i kredsretten og tilbageholdt under behandlingen af sagen. Den tilbageholdte er tidligere dømt for lignende forhold.

Senere samme aften blev en kvinde kort før midnatstid udsat for et tasketyveri ud for restauration Takuss. Den ene af i alt tre gerningsmænd i tyvene rev tasken ud af hænderne på den forurettede og undløb fra stedet i retning mod Brugseni. Kvinden mistede kontanter og kontokort. Den primære gerningsmand kunne sparsomt signaleres, som værende en mand i 20’erne iført sort kasket og mørkt tøj. Sagen er under efterforskning.

10-årig dreng forsøgt frastjålet sin cykel
Søndag den 18. august blev en 10-årig dreng tidligt på eftermiddagen slået og forsøgt frataget sin cykel af en navngiven gerningsmand på skaterbanen i midtbyen. Sagen er ikke fuldt belyst og er under efterforskning.

Fuld mand skyld i grydebrand
Politi og brandvæsen måtte søndag eftermiddag rykke ud til en grydebrand i Nuussuaq. En beruset mand havde sat mad over på komfuret og var herefter faldet i søvn. Der er optaget sag og den pågældende vil blive præsenteret for et bødeforlæg for overtrædelse af Brandlovgivningen’, skriver Søren Bendtsen, fungerende operativ leder hos politiet i Region Hovedstaden.

Udpluk af ugens optagne sager og hændelser i tal:

Husspektakler: 2
Vold: 5
Færdselssager i øvrigt: 15
Spirituskørsel: 2
Berusere: 4
Gadeuorden: 4
Indbrud: 2
Hærværk: 5
Tyverier: 3
Røveri: 1

Powered by Labrador CMS