politikerliv
Anda Uldum: Bland ikke vores familie ind
Forældre og andre familiemedlemmer til politikere bliver udsat for kommentarer, der burde være rettet mod politikerne selv
Medlem af Inatsisartut og kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq for Demokraterne Anda Uldum appellerer til, at folk skal undlade at ringe til hans forældre for at kommentere hans politiske udtalelser.
Anda Uldum mener, at han ikke er den eneste politiker, der oplever, at familiemedlemmer eller venner bliver indblandet, når folk reagerer på en udtalelse fra en politiker.
Anda Uldums forældre er blevet ringet op flere gange siden sidste sommer, hvor folk har kommenteret Anda Uldums politiske udtalelser.
Ikke sket noget alvorligt
- Der er heldigvis ikke sket noget alvorligt. Men jeg synes stadigvæk, at man ikke bør blande min familie ind i debat om mine politiske holdninger. Mit politiske arbejde er mit ansvar, og hvis folk er uenige med mine holdninger, så bør de sige det direkte til mig, siger Anda Uldum til Sermitsiaq.AG.
Han har også hørt fra andre politikere, der har haft lignende oplevelser.
- Den slags oplevelser kan gå ud over venskaber. Jeg frabeder ikke kommentarer fra folk, der er uenige med mig. Man må gerne være uenig med mine udtalelser. Folk skal blot huske at sige det direkte til mig og ikke til min familie, siger Anda Uldum.