Analytiker: Rusland har ikke råd til at indlede krig med Nato
Russernes retorik har ændret sig under krigen på grund af situationen på slagmarken, siger analytiker.
Der er kommet større åbenhed om, hvad Vesten bidrager med af militært udstyr til Ukraine, end hvad vi har set tidligere, og man er ikke længere lige så bange for, at det kan komme til at eskalere krigen.
Det siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- Der er efterhånden en meget vid grænse for, hvad Vesten mener, man kan give til Ukraine uden at eskalere krigen, siger han.
I begyndelsen af krigen var retorikken anderledes hård over for Vesten, og Rusland nærmest forbød vestlige lande at støde til med militær hjælp til ukrainerne.
Kan ikke forhindre støtte fra Vesten
Rusland er dog på nuværende tidspunkt nødt til at acceptere, at Vesten støtter fuldt op om Ukraine, og at der samtidig nærmest er fuld åbenhed om våbenleverancer. Det siger Anders Puck Nielsen.
- Rusland har ikke kapaciteten til at stoppe Vesten fra at støtte Ukraine, og de er slet ikke i en situation, hvor de kan tillade sig at starte en krig med Nato, siger han.
- Derfor ser man også nu, at Vesten nærmest er villige til at støtte med hele paletten af våben, der både tæller kampvogne og kampfly.
Onsdag morgen oplyste den norske forsvarsminister, Bjørn Arild Gram, ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at Norge vil sende 100 missiler af typen "Mistral" til Ukraine.
Tirsdag meldte USA, at Ukraines militær havde modtaget en række fly samt reservedele. Det var dog uden at nævne afsenderen.
Åbenhed skal samle flere
Det ukrainske luftvåben har onsdag bekræftet, at man har modtaget reservedele, men oplyser på Twitter, at det ikke har modtaget hele kampfly.
Ifølge Anders Puck Nielsen er den nye åbenhed et direkte resultat af udviklingen på den ukrainske slagmark, hvor Rusland endnu ikke har opnået den succes, som landet håbede.
Han tolker åbenheden sådan, at de vestlige lande vil vise sin støtte til Ukraine udadtil og endda motivere andre lande til at gøre det samme.
- Og så forsøger man nok også at lukke ned for en intern kritik om, hvorfor man ikke har leveret eksempelvis kampfly, siger han.