Analyse: Urørlige Margrethe
Løsrivelse fra Danmark er et velkendt emne på den politiske dagsorden. Men der stilles sjældent spørgsmålstegn ved tilhørsforholdet til Rigsfællesskabets stærkeste symbol: Kongehuset.
Når Dronning Margrethe her til eftermiddag ankommer på et fem dage langt officielt og privat besøg, er det et royalt overhoved, der klogt og med stor charme og personlighed tilsyneladende har sikret sig kongehusets fremtid.
Der findes ikke mange kritiske røster, der ønsker et farvel til den kongelige institution, som trods sin historiske forankring har formået at være i pagt med tiden.
Den 81-årige regent spiller fortsat – og måske mere end nogensinde - en vigtig rolle for sammenhængskraften mellem rigsfællesskabets tre nationer, vurderer chefredaktør:
- Det er en udbred antagelse, at kongehuset er meget populær i den brede befolkning i Grønland, siger Christian Schultz-Lorentzen, politisk kommentator og chefredaktør for AG og fortsætter:
- Det tyder meget også på. Men vi ved det ikke. Det er og bliver en formodning, som nok kan være rigtig, men vi har ingen undersøgelser, der underbygger antagelsen.
- Dronningen har været en flittig gæst i Grønland siden hendes første besøg for 61 år siden. Der er ingen grund til at betvivle, at hun oprigtigt holder af landet. Men kongehuset har samtidig en politisk mission. Som institution skal kongehuset konstant være opmærksom på at kitte rigsfællesskabet sammen og får dermed en rolle som bevarer, lyder det fra Christian Schultz-Lorentzen.
Ingen meldinger fra politisk hold
Fra politisk hold har der aldrig har været en officiel udmelding om, hvad ønsket eller målet er med kongehuset den dag, Grønland bliver selvstændigt. Det fremgår heller ikke af selvstyreloven. Tilsvarende er kongehusets egen holdning ukendt.
- Det behøver ikke at betyde, at kongehuset ikke kan blive en del af Grønlands fremtid ved selvstændighed. Der har i mange år ikke været grønlandsk kritik af kongehusets rolle. Det må – manglende undersøgelser eller ej – tolkes som udtryk for Dronning Margrethes popularitet herhjemme. Men også af Kronprins Frederik og Kronprins Mary, der på popularitets-barometeret har fulgt trop, siger Christian Schultz-Lorentzen og fortsætter:
- Tronarvingeparret har givet deres tvillinger grønlandske mellemnavne, Ivalo og Minik, hvilket dokumenterer et kongeligt følelsesmæssigt forhold til Grønland. Ja, en slægtskabsrelation. Dronningen skal nok få en varm velkomst i dag. En oprigtig af slagsen. Det vil jeg antage.