SIUMUT'S EKSTRAORDINÆRE LANDSMØDE
Analyse: Kostede politisk bagholdsangreb Siumut dyrt?
Partiet Siumut er stadig stærk i kommunalpolitikken, men i landspolitikken er partiet på katastrofekurs, hvor partiet i dag er næstmindst. Hvad er gået galt for partiet, siden vælgertækket, og dermed borgernes tillid er historisk lav? Et af svarene må være det forhold, at medlemmer ikke er bange for at kæmpe sig til forreste række.
29. november 2020 skete det måske mest skæbnesvangre formandsvalg i nyere tid, hvor Erik Jensen væltede Kim Kielsen efter et hårdt formandsopgør med seks stemmer. Siden er Siumut ikke lykkedes med et blive det største parti ved et valg til Inatsisartut.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Lørdag afholder Siumut ekstraordinært landsmøde. Her følger et lille tilbageblik og en analyse af Siumuts nyere historie.
Forud for Erik Jensens sejr den 29. november 2020, var der mildest talt et "politisk blodbad" hos partiet Siumut, og det hele drejede sig om at få væltet partiformanden Kim Kielsen.
Hele syv medlemmer af partiets Inatsisartut-gruppe krævede i august 2020 Kim Kielsens afgang. Med i gruppen var Erik Jensen, der endda var Naalakkersuisoq for råstoffer og arbejdsmarked og dermed en del af Kielsens Naalakkersuisut-hold.
De syv Inatsisartut-medlemmer, som krævede Kielsens afgang, var Anders Olsen, Nikkulaat Jerimiassen, Henrik Fleischer, Erik Jensen, Laura Táunâjik, Jens Danielsen og Hermann Berthelsen. Deres primære begrundelse var at de mente, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter, her især om fiske- og hvalkvoter, ligesom de mente at Kielsen var for egenrådig.
Vivian Motzfeldt havde en mere afdæmpet rolle, hun deltog ikke i det man kan kalde et snigløb mod egen partiformand, der på det tidspunkt samtidigt var formand for Naalakkersuisut, hun var nemlig ikke med til at skrive under på kravet om Kielsens afgang . Hun forsøgte at mægle mellem parterne, men uden held. Hun har siden Jensens sejr også troligt bakket op om formanden, i sit egenskab af politisk næstformand indtil Jensens afgang, hvor hun blev fungerende formand.
Kielsen stillede op igen
Men Kim Kielsen opgiver ikke så let, og han forblev formand for Naalakkersuisut, også selvom han den 29. november 2020 blev slået af Erik Jensen med 6 stemmer under et ordinært landsmøde.
Valget til Inatsisartut den 6. april 2021 viste også, at borgernes tillid til Kielsen stadig var til stede, for han slog Erik Jensen med 659 stemmer.
Blandt andet med det in mente stillede Kielsen op til Siumuts næste ordinære landsmøde i Qasigiannguit 2023. Men de delegerede valgte Erik Jensen med 39 ud af 68 stemmer, mens Aki-Matilda Høegh-Dam fik 16 stemmer og Kim Kielsen 13 stemmer.
Alt den uro der har været hos partiet Siumut, styrkede også partiets gamle ærkerival, Inuit Ataqatigiit ved valget til Inatsisartut den 6. april 2021, for IA løb med sejren og fik hele 12 mandater imod Siumuts 10 mandater.
Men heller ikke en koalition med IA i toppen formåede de to forhenværende ærkerivaler ikke at beholde, for de mistede magten til Demokraatit ved valget dette forår.
Erik Jensen kommer med krav
Demokraatit har formået at danne en koalition så bredt som muligt, hvor Siumut, IA og Atassut indgår.
Erik Jensen har på det seneste krævet at partiet Siumut genovervejer sin deltagelse i koalitionen, hvilket fungerende formand Vivian Motzfeldt har taget afstand fra.
Vivian Motzfeldt har ikke haft meget arbejdsro som Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, samtidigt med at hun skal pleje partiet frem til morgendagens ekstraordinære landsmøde, som foregår i Nuuk, hvor hun også er formandskandidat.
Ungdommen kræver nyt blod på partiets absolutte top, nemlig med Ineqi Kielsen, mens flere lokalafdelinger stadig tror på "Aleqa-effekten" som skete for mere end 10 år siden. Men er Kielsen stadig fit for fight, som "ærke-Siumutter"?
Noget tyder på, at partiet er gået i selvsving efter de to seneste sviende valgnederlag til Inatsisartut, dels i 2021 og senest i 2025.
Men når det er sagt, så er partiet stadig det absolut største parti i kommunalpolitik, også selvom de nu kun har to borgmestre i landets fem kommuner.
Man kan vist tillade sig at konkludere, at partiets top skylder sine medlemmer alt muligt andet end uro, hvis de ikke, ligesom til Inatsisartut-valgene skal opleve så sviende valgnederlag i kommunerne, for noget tyder på, at baglandet er der, mens partitoppen slås indbyrdes.
Det bliver alt muligt andet end kedelig landsmøde, blandt andet i spørgsmålet om hvor stor styrke har Erik Jensen i sit krav om at forlade koalitionen.
