Analyse: Koalition mellem Siumut og Demokraterne er rykket et stykke tættere på
Demokraterne sidder i en gunstig position til at få deres krav igennem
Intet er afgjort, men en koalition mellem Siumut og Demokraterne syntes at være kommet et stykke tættere på at blive til virkelighed. Det står klar efter at parterne i dag forhandlede i præcis en time.
De to partier vil nemlig fortsætte forhandlingerne, selvom der endnu ikke er sat tidspunkt på et nyt møde. Og alene den kendsgerning, at begge parter umiddelbart ønsker at mødes igen, må tolkes derhen, at man i det mindste ikke er komme længere fra hinanden under dagens forhandlinger.
Demokraternes formand, Niels Thomsen fastslog efter dagens forhandlingsrunde, at partiet ikke vil forhaste sig. Efter hans opfattelse blev koalitionsaftalen mellem Siumut, Partii Naleraq, Atassut og Nunatta Qitornai i foråret nemlig hastet igennem - og det var medvirkende til, at koalitionen ikke kunne holde. Også denne udmelding må læses som, at Demokraterne seriøst afsøger muligheden for en koalition.
Demokraternes krav
Forhandlingerne kan dog stadig nå at strande. Det helt afgørende bliver nemlig om Siumut kan imødekomme Demokraternes krav, hvilket ikke lykkedes i foråret. Det var især spørgsmål om skattelettelser, der skilte parterne. Men også spørgsmål om en nedlæggelse af forfatningskommissionen og uddannelsespolitikken skilte parterne.
Demokraterne sidder dog denne gang i en bedre forhandlingsposition, da Kim Kielsens øvrige muligheder for at samle et flertal er udtømte.
Kim Kielsen sagde efter forhandlingerne i dag, at han nu vil drøfte Demokraternes krav med sit bagland.
Der er fortsat muligheden for en alternativ koalition med Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, som de to bærende partier.
Niels Thomsen ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt han ser dette som en mulighed.