Amerikanske kampfly har besøgt Grønland
Flere amerikanske kampfly har besøgt Grønland i løbet af denne uge for at "træne samarbejdet" med Danmark.
De amerikanske kampfly ved den grønlandske kyst.
Foto: US Air Force.
Amerikanske kampfly har i denne uge fløjet over Grønland med støtte fra fly fra det danske forsvar.
Det oplyser Forsvaret på sin hjemmeside.
Formålet med amerikanernes besøg var at "vise deres tilstedeværelse" og træne samarbejdet med Danmark i Arktis, lyder det.
- Under besøget af de amerikanske kampfly blev der erfaringsudvekslet om at operere i Grønland, skriver forsvaret på sin hjemmeside.
Der er tale om to amerikanske F-16-fly og to F-35-fly samt to lufttankningsfly.
De fik støtte af Hercules- og Challenger-fly fra det danske forsvar.
Fandt sted ved Pituffik
Besøget foregik ved den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, der ligger i det nordvestlige Grønland.
Basen fik i marts besøg af den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance.
Under besøget langede han blandt andet kraftigt ud mod Danmarks indsats i Grønland.
Efter besøget fra den amerikanske vicepræsident sendte den daværende basechef, Susannah Meyers, en mail til de ansatte, hvor hun understregede det gode samarbejde med Danmark.
Hun blev kort tid efter fyret af det amerikanske militær på grund af "manglende tillid til hendes evne til at lede".
/ritzau/