olieforskning
Ambitiøst miljøforskningsprogram starter i Nordøstgrønland
Programmet vil belyse, hvordan man kan optimere planlægning og regulering af olieefterforskning
Et miljøforskningsprogram i Nordøstgrønland ser dagens lys.
Det ambitiøse program, som indeholder 20 projekter, vil belyse, hvordan man kan optimere planlægning og regulering af olieefterforskning i området, oplyser selvstyret i en pressemeddelelse.
- Programmet vil anvende førende internationale forskere. Der vil være deltagere fra en række forskningsinstitutioner i Grønland, Danmark, Norge og USA, og det vil dække over mange forskellige aktiviteter, som vil foregå både til havs og i luften, skriver selvstyret.
Der er projekter, hvor der arbejdes med kortlægning af hvilke områder, som er særlig vigtige for økosystemerne i området. Dette kan give afgørende viden om hvilke områder, som har behov for særlig beskyttelse.
Bekæmpelse af oliespild
- Andre projekter sigter mod øget forståelse af potentialet for nedbrydning af miljøfremmede stoffer. Dette med henblik på at bekæmpe oliespild i det højarktiske marine miljø, oplyser selvstyret.
Olieselskaber, som har eneretstilladelser til efterforskning og udnyttelse af olie og gas i Grønland, er forpligtet til at bidrage til viden om miljøforhold indenfor olie og gas. Disse midler forvaltes af Råstofstyrelsen.
- Aftalen om forskningsprogrammet til cirka 60 millioner krorner er indgået mellem tilladelseshaverne og Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet, lyder det fra selvstyret.
Det er Miljøstyrelsen for Råstofområdets rådgivere, Grønlands Naturinstitut og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, som skal udføre projekterne i samarbejde med en række nationale og internationale partnere.