Ambitiøse forskningsplaner for Arktis søsat
Forskere fra Grønland, Danmark og Canada har planerne på plads til en fælles målrettet forskningsindsats i Arktis frem til 2017
Flere end hundrede forskere fra Grønland, Danmark og Canada, der er specialister i en lang række forskellige forskningsområder, har nu lagt planer for en fælles målrettet forskningsindsats i Arktis frem til 2017.
Forskningsindsatsen skal foregå gennem fælles forskningskampagner i Godthåbsfjorden nær Nuuk, Young Sound i Nordøstgrønland, flere områder i det Arktiske Ocean, Baffin Bugten mellem Grønland og Canada samt fra Hudson Bugten til Fox Basin i Canada.
Den fælles indsats skal skabe synergi om forståelsen af klimaændringernes konsekvenser for Arktis og i sidste ende for kloden.
- Indsatsen er yderst påkrævet. Der sker i disse år kolossale og meget hurtige forandringer i Arktis. Havisens udbredelse har været rekordlav igen i år. Isfrie arktiske havområder om sommeren kan være situationen i en ikke alt for fjern fremtid. Det får dramatisk betydning for hele den nordlige halvkugle, siger professor og Canada Excellence Research Chair Søren Rysgaard, der står i spidsen for ASP-samarbejdet.
Første forskehold i vinteren 2013
De mange nye forskningsprojekter vil blandt andet undersøge, hvordan den manglende havis påvirker hele økosystemet i havet, og om der sker ændringer i havstrømme og vindsystemer. På land undersøger forskerne blandt andet, hvad der sker, når permafrosten forsvinder, og hvordan det påvirker samspillet mellem atmosfæren.
Påvirkninger af det arktiske folks levevilkår og sygdomsmønstre inddrages også, ligesom en del af forskerteamet går i dybden med at vise sammenhængen mellem forandringerne i Arktis og klodens klimasystemer.
Ifølge Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut kommer det første forskerhold til Nuuk i vinteren 2013. Her skal forskerne undersøge en lang række processer i selve havisen, og hvordan disse processer spiller ind på atmosfærens og havets indhold af kuldioxid.
Når havisen forsvinder, løfter et nyt hold forskere sløret for en del af de mange livsvigtige processer, der finder sted i havet, på land og i atmosfæren. Desuden undersøges indlandsisens afsmeltning og effekten på cirkulationen og livet i havet.
ASP-samarbejdet mellem Grønland, Danmark og Canada blev etableret i juli i år ved underskrivelsen af en partnerskabsaftale i Nuuk.