bog
Amatøreskimoen fortæller
Der er anmelderroser til bog med fortællinger af Minik Rosing
Det er fortællingen 'Sarfannguit', hvor et festmåltid med hvalros, harmonika og polka står i centrum, fortællingen 'Itinnera' fra barndommens udflugter til Godthåbsfjorden, fortællingen om havørnen, der spiser remoulade til sin fisk og fortællingen om en rejse til de hedengangne Sovjetunionen.
Fortællingerne er samlet i en bog, der er udgivet i anledning af Minik Rosings 60-års fødselsdag. Der er tale om breve, taler og kronikker, som Minik Rosing har skrevet og som er blevet samlet af venner.
Minder om Jørn Riel
Jyllands-Postens anmelder er glad for de små fortællinger.
- Geologiprofessor Minik Rosing er i litterær topform med en samling fortællinger, der giver mindelser om Peter Freuchen og Jørn Riel, skriver Lars Ole Knippel i sin anmeldelse og giver bogen fire ud af seks stjerner.
At man ikke i lighed med Jørn Riels historier ikke skal tage alt i Minik Rosings fortællinger for pålydende, finder han blot charmerende.
Illustreret af kunstnere
Samme tilgang har Søren Ryge Petersen i Politiken, som kalder bogen ' et lille mirakel' og giver den fem ud seks hjerter.
- Elegant må være en gennemgående karakteristik af sproget i de 20 små historier, der handler om alt muligt, mest rejser og mest i Grønland, alle gennemsyret af humor og mild sarkasme og nogle gange en magisk realisme, skriver Søren Ryge Petersen, der udover Jørn Riel også bliver mindet om Johannes V. Jensen.
Bogen 'Amatøreskimo: Fortællinger af Minik Rosing' er redigeret af Tupaarnaq Rosing Olsen og Morten Meldgaard. Den indeholder illustrationer af kunstnerne Olafur Eliasson, Per Kirkeby, Tal R, Erik Steffensen, Ina Rosing og Jens Rosing.