Amagermandens grønlandske offer

24-årig ung kvinde blev voldtaget i 2005 af Amagermanden, som fik pigens forældrene til straks at rejse fra Grønland til Danmark for at støtte datteren i den svære tid

Den 24-årige unge kvinde, som blev offer for Amagermandens grove voldtægt, boede på Amagerkollegiet. Foto: Google Maps
Offentliggjort

Ifølge anklageren i retsagen mod Amagermanden forsøgte den anklagede at slette alle spor efter en voldtægt i 2005. Han fjernede lagenet, tvang sit offer i bad og forsøgte at undgå fod- og fingeraftryk, men blev fældet af en slurk mælk. Det skriver Jyllands-Posten.

Den 3. maj 2005 cirka klokken otte om morgenen ringede den 24-årige unge kvinde til sin fætter på hans arbejde på Frederiksberg i København. To timer tidligere var hun vågnet af noget puslen inde i køkkenet i sin lejlighed på Amagerkollegiet.

Gennem to timer var den unge kvinde blevet udsat for voldtægt adskillige gange på forskellig vis og for andre grove seksuelle krænkelser. Amagermanden havde givet den unge kvinde et bind for øjnene, givet hende flere lussinger og truet hende med en kniv.

En nabo havde hørt ved halvsekstiden den samme morgen et angstskrig, men havde lagt sig til at sove videre efter at have givet sit barn mad.

Fætteren til den unge kvinde ringede til hendes forældre i Grønland, mens han var på vej til den kvindes lejlighed. Forældrene ville straks bestille billetter til Danmark, så de hurtigt kunne komme ned til deres datter i København.

Først efter fætterens ankomst til kvindens lejlighed blev forbrydelsen anmeldt til politiet. Politiet ankom, og de efterfølgende undersøgelser af kvinden, hendes tøj og lejligheden gav politiet ikke ret meget at arbejde med, for lagnet var væk, der var nogle ukendte fingeraftryk, ingen vidner og ingen fodaftryk.

Der var dog en enkelt vigtig oplysning, den unge kvinde kunne give politiet. Gerningsmanden havde taget en slurk mælk fra køleskabet. Det gav en blandings-dna, hvor kvindens og gerningsmandens dna var blandet sammen.

Men først fem år efter skete der noget i sagen, da en ny voldtægt 500 meter fra kvindens lejlighed blev begået i 2010. Her fandt politiet et kondom, så retsgenetikerne kunne sammenligne dna fra mælkekarton og det brugte kondom. Det samme dna viste også, at gerningsmanden stod bag drabet på og voldtægten af en kvinde ved navn Lene Buchardt i 1990.

Efter en af Danmarks største menneskejagt blev Amagermanden anholdt den 12. november 2010. Her kunne politiet konstatere, at det håndaftryk, der blev fundet i den unge kvindes lejlighed, var helt identisk med Amagermandens håndaftryk.

Amagermanden er sigtet for to drab, fire fuldbyrdede og grove voldtægter, grov vold, flere røverier samt forsøg på ildspåsættelse. Den 46-årige mand nægter sig skyldig.

Powered by Labrador CMS