Alliaq: Samtaler er et nyttigt våben mod vold
Psykologsamtaler til mænd og kvinder, der er voldelige over for deres allernærmeste, har vist sig at være et godt våben, så den voldelige adfærd stopper. Det fremgår af en evaluering af indsatsen Alliaq, der blev lanceret i november 2016.
Fra at være et pilotprojekt anbefaler Socialstyrelsen nu, at Alliaq fremover driftes og integreres i arbejdet omkring sammenlægningen af alle telefonlinjer.
Evaluering
Det sker med baggrund i en evaluering, hvor vurderingen er, at Alliaq bidrager positivt til at hjælpe borgere, der udøver vold i nære relationer, og hvor den enkelte er motiveret for at bryde med sine voldelige adfærd.
Siden november 2016 og frem til marts 2018 har 71 personer bedt om hjælp og fået tilbudt psykologsamtaler. Ud af disse var 25 procent af klienterne anstaltsanbragte.
10 psykologer har været tilknyttet projektet
Psykisk vold
- Det er oplevelsen, at en væsentlig andel af klienterne der gennemfører behandlingen bryder med den fysiske vold, men særligt den psykiske vold er svær at bryde med, står der i evalueringsrapporten, som peger på, at der skal etableres opfølgende ”efterværn”, så den positive udvikling fastholdes og den enkelte ikke falder tilbage i en voldelig adfærd.
Et vigtigt princip, før psykologhjælpen tilbydes, er, at klienterne henvender sig af egen fri vilje og har et ønske om at få redskaber til at stoppe den voldelige adfærd.
Krav til behandling:
- Behandling ydes ikke til personer med svære misbrugsproblemer.
- Behandling ydes ikke til personer, som benytter medicin, der nedsætter det kognitive funktionsniveau markant.
- Personer, der ønsker behandling, må besidde kognitive evner til at deltage aktivt i behandlingen.
- Personer, der ønsker behandling, må vise et minimum af erkendelse af- og ansvar for sine voldshandlinger.
- Personer, der ønsker behandling, må demonstrere en rimelig motivation for at deltage i behandlingen.
- Familier med børn bliver som udgangspunkt givet særlig prioritet.
Klienter kan blive ekskluderet fra behandlingstilbuddet, hvis de udviser følgende adfærd:
- Fortsætter med at udøve vold mod deres partner eller ex-partner.
- Udøver vold mod behandleren.
- Demonstrerer mangel på motivation og samarbejde.
- Ikke møder op til konsultationer mere en 2 gange.
- Melder afbud til konsultationer mere end 2 gange.