Alle nordiske lande klar til melodi grand prix-finale

Efter den anden semifinale er de 26 lande, der skal kæmpe i det internationale melodi grand prix, på plads

Danske Emmelie de Forest er klar til lørdagens finale ved det internationale Melodi Grand Prix i Malmø. Foto: Dennis Stachel/EBU/Polfoto
Offentliggjort

Der var lesbiske kys, kæmpestore kjoler, en hyldest til alkohol og flere sange på originalsprog, da den anden af de to semifinaler i Eurovision blev afholdt torsdag aften i Malmø.

Alle nordiske lande er efter afstemningen klar til finalen lørdag.

Finske Krista Siegfrieds gav den hele armen på scenen med sangen "Marry Me" og afsluttede sit nummer med et hedt kys med en kvindelig korsanger. Om det var udslagsgivende, kan ikke siges, men hun sikrede i hvert fald en finaleplads.

Island kommer også til at kæmpe i finalen. Eythor Ingi, der sang på islandsk, fik nemlig nok stemmer af jury og fans.

Norske Margaret Berger, der er én af Danmarks største konkurrenter til sejren, strøg også videre til finalen med nummeret "I Feed You My Love".

En af de mere opsigtvækkende sangtekster i torsdagens semifinale var den græske "Alcohol Is Free" (Alkohol er gratis, red.). Det fristende tilbud formåede at hive stemmer nok hjem til en finaleplads.

Det lykkedes også for Ungarn, Aserbajdsjan, Georgien, Rumænien, Armenien og Malta.

Estland, Ukraine, Holland, Irland, Litauen, Hviderusland, Moldova, Rusland, Belgien og Danmarks Emmelie de Forest gik videre fra den første semifinale.

Sverige, der er værtsland, Spanien, Italien, England, Tyskland og Frankrig er automatisk videre til lørdagens finale, der bliver sendt klokken 21.00 på DR1.

Hvem holder du med - og hvorfor?

Powered by Labrador CMS