Aleqa: Derfor ville jeg ikke debattere med Jens B.

Formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut foretrak at debattere med en politiker, der har siddet som politisk ansvarlig for udenrigsområdet. Derfor afslog hun at debattere med Jens B. Frederiksen

Aleqa Hammond havde foretrukket at vente til Kuupik V. Kleist blev rask. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Debatten på KNR skulle i dag tirsdag have været en duel mellem formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, og formand for Inuit Ataqatigiit Kuupik Kleist. Emnet er Grønlands boykot af deltagelsen i Arktisk Råd, som er blevet kritiseret af oppositionen. Men Aleqa Hammond ville ikke debattere i KNR sammen med formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen.

Det, der skulle have en debatudsendelse, blev et solointerview med Aleqa Hammond. Kuupik Kleist skulle have deltaget i debatten, men meldte afbud på grund af sygdom.

Ikke god nok
Jens B. Frederiksen blev ellers inviteret i stedet for Kuupik Kleist. Men Aleqa Hammond afslog at debattere med Jens B. Frederiksen.

- Jeg mener, det er helt naturligt, at debatten om Arktisk Råd foregår mellem to politikere, der har siddet som ansvarlig og været naalakkersuisoq på området fra to forskellige partier, siger Aleqa Hammond til Sermitsiaq.AG.

Hun havde foreslået, at debatten om Arktisk Råd blev udsat, indtil Kuupik Kleist blev rask. Hun mente ikke, at det var passende at debattere med Jens B. Frederiksen.

- Jeg synes, at det var ærgerligt at skulle diskutere sagen med en politiker, som ikke engang har været med ved de orienterende møder i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg og ikke sidder med i udvalget. Jeg gjorde det klart, at jeg gerne ventede, indtil Kuupik var rask til debattere, og jeg ser frem til fortsat at diskutere denne sag med ham, som har haft ansvaret for fra 2011 og frem til valget, siger Aleqa Hammond.

Hun vil invitere andre partiformænd, der ikke er medlemmer af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg til uddybende information.

Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd

Powered by Labrador CMS