Aki-Matilda vil have integrationspolitik for danskere i Grønland
Under dagens spørgetime i Folketinget bad folketingsmedlem for Siumut, Aki-Matilda Høegh-Dam, Mette Frederiksen tage stilling til om regeringen vil være interesseret i at tale om integrationspolitik for danskere, der kommer til Grønland.
Efter en heftig debat skabt af en kronik i Information om danske håndværkeres opførsel i Aasiaat, vil Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam have fokus på integration af danskere, der flytter til Grønland - og omvendt.
Under dagens spørgetime i Folketinget valgte Aki-Matilda Høegh-Dam derfor at spørge statsministeren om regeringen vil være interesseret i at bringe manglen på integrationsområdet op med Naalakkersuisut, således Folketinget og Inatsisartut kan se på emnet.
- Vi tænker at det er vigtigt at vi går ind og kigger på integrationsmulighederne, idet der ikke eksisterer integrationsmuligheder, da vi er samme statsborgere. Men vi er to forskellige folk, og jeg vil gerne høre om statsministeren kan se en mulighed for at vi udvikler en form for politik omkring dette emne?
Postkoloniale strukturer skal stoppes
I sin begrundelse for spørgsmålet og bekymringerne på området fremhæver folketingspolitikeren, at problemerne kan forebygges ved at fremme integrationen af danskere i Grønland.
- For det er en realitet at de postkoloniale strukturer stadig ses i vores samfund. Derfor mener vi fra Siumut at vi skal dykke ned i nogle af disse problemstillinger, og undersøge mulighederne for udvikling af integrationspolitik for danske statsborgere i Grønland og i Danmark, påpeger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Den skal gå begge veje
Hun mener, at den postkoloniale opførsel og fremfærd, der beskrives i kronikken står i dyb kontrast til, hvad man forlanger af grønlændere, der flytter den anden vej.
- Grønlændere der flytter til Danmark skal mestre det danske sprog, og samtidig forventes det, at de kunne navigere i et helt andet land uden yderligere mulighed for integration idet man allerede er dansk statsborger, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Statsministeren slipper med et vagt men ikke afvisende svar.
- Grundlæggende tror jeg på at, hvis der er en udfordring, så skal vi søge at løse dem, og det vil vi selvfølgeligt meget gerne være med til at diskutere, hvordan vi gør. ” lyder svaret fra statsminister Mette Frederiksen.