Aki-Matilda: Aaja skal huske sit bagland
Folketingspolitiker for Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam sender gode råd med på vejen til kollega, der overtager formandsposten i Grønlandsudvalget. Den afgående formand er godt tilfreds med resultaterne de seneste to år.
Efter to år i føretrøjen giver Aki-Matilda Høegh-Dam formandsposten i Grønlandsudvalget videre med et par gode råd på vejen til kollegaen fra IA Aaja Chemnitz Larsen.
Efter valget i 2019 kom den unge politiker fra Siumut hurtigt i arbejdstøjet og blev formand for Grønlandsudvalget. Aki-Matilda Høegh-Dam er stolt over de resultater, der er opnået under hendes formandskab.
- Jeg er stolt af, at være med til at opnå blandt andet statsministerens undskyldning til de 22 eksperiment børn, højere løn til anstaltsbetjentene og politiet i Grønland, samt 80 millioner kroner til de udsatte børn i Grønland. Vi har også sikret, at Grønland bliver mere inddraget i udenrigs- og sikkerhedspolitik i Rigsfælleskabet, siger Aki-Matilda Høegh-Dam til Sermitsiaq.AG.
Aaja skal huske sit bagland
Aki-Matilda Høegh-Dam er kendt for at gå til den, når Danmark for eksempel anser sig selv som en stormagt i Arktis. Og så ramte hun plet med sin åbningstale i 2019, hvor hun krævede en undskyldning til de 22 eksperimentbørn og gjorde statsminister Mette Frederiksen rørt til tåre.
Inden formandsskiftet bliver officielt den 5. juli, skal Siumut-politikeren overdrage de igangværende opgaver til IA-politikeren. Og med overdragelsen følger en venskabelig opfordring.
- Vi arbejder begge to for den grønlandske befolkning. Det skal vi altid huske. Man kan nemlig let glemme ens bagland i de travle omgivelser i Folketinget. Aaja Chemnitz Larsen må huske sit bagland og ikke glemme, hvem vi repræsentere. Ofte måtte jeg efterligne og følge nøje på danske-politikers attitude og kultur for at opnå resultater, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
Aki-Matilda Høegh-Dam fik over 3.450 stemmer tilbage i 2019, da der var valg til folketinget. Mens Aaja Chemnitz Larsen fik over 5.600 stemmer.