AK: Sagsbehandlere tvinges til at bryde tavshedspligten

Atorfillit Kattuffiat har rejst til Kommune Qeqertalik, blandt andet, for at holde møde med deres medlemmer. Forholdene for medarbejderne i kommunen bør forbedres, mener AK efter rejsen.

Aasiaat kommunekontor
Offentliggjort

Sermitsiaq.AG har fået et tip om at sagsbehandlere i Kommune Qeqertalik bryder deres tavshedspligt i deres daglige arbejde.

Atorfillit Kattuffiat har for nyligt besøgt Kommune Qeqertalik for at holde TR-kursus for sine medlemmer, og fagforeningen bekræfter Sermitsiaq.AG’s oplysninger. AK har ved et tilfælde fundet frem til det samme problematik under rejsen.

Fagforeningen mener, at Kommune Qeqertalik tilbyder AK’s medlemmer så dårlige arbejdsvilkår, at de ikke kan undgå at bryde deres tavshedspligt som sagsbehandlere.

Derfor mener Atorfillit Kattuffiat, at medarbejdere i socialforvaltningen bør have bedre arbejdsforhold.

- Med de forhold der er, så kan vores medlemmer risikere at blive beskyldt for at bryde deres tavshedspligt, selvom vores medlemmer ikke har den intention, siger Dina Olsen, formand for Atorfillit Kattuffiat til Sermitsiaq.AG.

Åben konsultation

Atorfillit Kattuffiat oplyser videre, at borgere kan henvende sig til socialforvaltningen og vente i kø.

Men når borgerne taler med en sagsbehandler om deres sag, så kan borgere, der står i køen, overhøre samtalen.

Grunden er, at sagsbehandleren er nødsaget til at sidde i et åbent lokale foran køen. Medarbejderne, AK’s medlemmer, er nødt til at spørge om borgernes personfølsomme oplysninger som cpr-nr. og hvilken problematik, borgerne beder om hjælp for, mens andre kan lytte med.

- Det er uacceptabelt, at medarbejderne i socialforvaltningen må holde samtaler med borgere, mens andre lytter med. De har tavshedspligt, og kommunen er nødt til at indrette arbejdspladsen herefter, lyder det fra Dina Olsen.

AK vil ikke oplyse yderligere i sagen, da fagforeningen er i gang med at udarbejde en officiel henvendelse til Kommune Qeqertalik for ar få bedre arbejdsforhold.

- Vi kan ikke leve med, at vores medlemmer risikerer at blive anmeldt for brud på tavshedspligt, slutter Dina Olsen.

Sermitsiaq.AG har indhentet kommentar fra borgmester i Kommune Qeqertalik Ane Hansen (IA) om AK’s observationer. Ane Hansen oplyser, at AK ikke har rettet henvendelsen endnu, og stiller spørgsmålstegn ved, om en fagforening har mandat til at komme uanmeldt for at føre opsyn med arbejdsforholdene.

- Men hvis AK retter henvendelse til os, så vil kommunen vurdere henvendelsen, og arbejde derfra, siger Ane Hansen (IA) til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS