Navneskift
Air Iceland skifter navn
Islands flyselskab Air Iceland hedder fra nu af Air Iceland Connect. Navneskiftet skyldes især stigende aktivitet på udenlandske markeder.
Air Iceland Connect.
Det er det nye navn for det islandske flyselskab, Air Iceland. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse onsdag.
Markerer forskellen
Direktør Árni Gunnarsson forklarer navneskiftet med flere udenlandske aktiviteter.
Air Iceland opruster i Grønland
- Vi har brugt navnet Air Iceland i en række år, og ved at tilføje ordet Connect, forbindelse, henviser vi dels til forbindelsen til Islands natur og destinationerne dér og dels til vores forbindelse til udenlandske destinationer i Grønland, Skotland og Nordirland, siger direktøren og fortsætter:
- Og så markerer det tydeligere forskellen mellem os og Icelandair. Det er et beskrivende og internationalt navn, og vi er overbevist om, at det giver os et stærkere brand på det internationale marked, som flytrafik sandelig er, siger Árni Gunnarsson.
Har fornyet sine fly
Virksomheden skriver i pressemeddelelsen, at Air Iceland Connect fuldstændig har fornyet sine fly og udskiftet Fokker-flyene med nyere og bedre fly af typen Bombardier Q-400 og Q-200.
I de seneste måneder har selskabet åbnet en direkte rute mellem Keflavík og Akureyri og indført flere afgange til Grønland og Skotland, og fra og med 1. juni får det en ny destination, Belfast i Nordirland.