Klimaændringer
Air Greenland flyver til nyt ferieparadis
Den globale opvarmning ændrer på turisme-klima-indekset for sommermånederne og forvandler en af vores kendte destinationer til et mere behageligt feriemekka
Indlandsisen smelter, havniveauet stiger og der kommer stadig flere voldsomme skybrud og oversvømmelser. Den globale opvarmning har store konsekvenser. Men der er også en positiv ting at spore ved stigende temperaturer.
I et internationalt forskningsprojekt, som Danmarks Metereologiske Institut er partnere i, har en gruppe græske forskere studeret, hvor behageligt klimaet vil være om sommeren i en lang række europæiske lande.
Det er godt nyt for os, idet resultatet medfører, at en af de mest hyppige destinationer, som vi rejser til med Air Greenland, Air Iceland og de andre flyselskaber ændrer karakter til det mere behagelige.
Tredjeplads på sommer-hit-liste
Resultatet af undersøgelsen viser nemlig, at Danmark bliver det nye feriemekka. Kun Andorra og Lichtenstein kommer til at opleve endnu større positive ændringer, skriver Fagbladet 3F.
Forskerne har sat niveauet efter den globale middeltemperatur er steget med to grader i forhold til niveauet i slutningen af 1800-tallet, før CO2-udledningerne for alvor tog fat.
Hilser udviklingen velkommen
- Danmark kommer ind på en europæisk tredjeplads over de lande, som får den største positive ændring i forhold til turisme-klima-indekset for sommermånederne juni, juli og august, siger PhD og klimaforsker ved DMI Cathrine Fox Maule til dmi.dk.
John Frederiksen, der er næstformand i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, hilser den udvikling velkommen for så stiger beskæftigelsen.
Spanien og Grækenland bliver for varme
- I en ellers ikke særlig opmuntrende udvikling, er det da positivt, at Danmark bliver et attraktivt ferieland. For det betyder jo, at beskæftigelsen indenfor turisterhvervene stiger. Vores medlemmer vil især få nemmere ved at finde jobs indenfor hotel- og restaurationsbranchen, siger John Frederiksen til Fagbladet 3F.
Traditionelle feriedestinationer som Spanien, Portugal og Grækenland kommer til at opleve negative ændringer. Stigende temperaturer på disse destinationer betyder nemlig, at det ofte bliver for varmt i sommermånederne til, at de fleste finder det behageligt.