Air Greenland aflyser flere afgange

Den kraftige storm, der rammer store dele af vestkysten, får Air Greenland til at aflyse flere afgange tirsdag.

Offentliggjort

Et hurtigt kig på Air Greenlands hjemmeside viser, at selskabet er i gang med en storstilet forberedelse til tirsdagens stormvejr, der vil ramme flere byer på vestkysten.

Mens Grønlands Politi beder personer og virksomheder om at gøre sig klar og sure materialer og ejendele fast, har Air Greenland planer om at holde flyene på jorden.

På Air Greenlands hjemmeside oplyses det, at især Kangerlussuaq, Nuuk, Paamiut og Narsarsuaq vil være ramt af aflysninger.

Selskabet skriver på hjemmesiden, at der allerede arbejdes på at ombooke passagerer, da der ikke længere er fartplaner tirsdag.

- De varslede vejrprognoser med kraftige vinde i dele af Grønlands vestkyst giver desværre afvigelser i de næste dages trafikprogram. Ændringer i trafikprogrammet betyder, at vores passagerer bliver ombooket og modtager direkte besked via sms eller e-mail, oplyser Air Greenland på sin hjemmeside.

Vindstød på orkanstyrke

DMI varsler kraftig storm med op til 33 m/s og vindstød på op til 43 m/s tirsdag.

- Det vil være meget blæsende hele dagen, og mellem klokken 18 og klokken 21 kulminerer det, fortæller Jesper Rosberg fra DMI.

Grønlands Politi beder personer og virksomheder om at gøre sig klar til stormen og sure materiale fast.

Powered by Labrador CMS