Air Greenland åbner for billetsalg

Siden i går har Air Greenland åbnet op for billetsalg fra København til Kangerlussuaq i afgange i juli. Antal passagerer bliver hævet fra 810 til 1.000 passagerer ugentligt frem til september.

Offentliggjort

Så er der udsigt til lidt flere pladser i atlantflyveren fra København til Kangerlussuaq. Myndighederne har besluttet at hæve antal passagerer fra 810 til 1.000 passagerer om ugen, hvor der er fire ugentlige afgange. Beslutningen er baseret på coronastabens anbefalinger.

Derfor har Air Greenland allerede i går åbnet op billetsalget på ruten København til Kangerlussuaq i juli.

- Grundet de nye indrejseregler vil der blive indsat en ekstra flyvning fra på mandag den 28. juni og hele juli måned ud. Flyet vil have afgang fra København klokken 9.00 til Kangerlussuaq og flyver retur fra Kangerlussuaq til København klokken 11.40, oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse.

Ingen re-test til fuldvaccinerede

Myndighederne har besluttet at ophæve karantæneregler og krav om re-test til personer, der er fuld vaccinerede. Alle indrejsende skal dog fortsat have negativ test på corona i hånden og skal bære mundbind under hele rejsen for at forebygge smittespredning.

Powered by Labrador CMS