Agathe Fontain får mandat i Qeqqata kommunalbestyrelse
Inatsisartut-medlem Agathe Fontain er nu også medlem af kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia, mens et siddende medlem er på orlov.
Agathe Fontain (IA), der er medlem i Inatsisartut, skal nu også sidde i kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia.
Det sker efter medlem i kommunalbestyrelsen Malia Larsen Rosing (IA) har fået godkendt sin ansøgning om at søge orlov på ubestemt tid på grund af helbredsmæssige årsager.
Indsættelsen af Agathe Fontain som suppleant i kommunalbestyrelsen blev behandlet af kommunalbestyrelsen den 19. august, fremgår det i referat af mødet.
Agathe Fontain understreger overfor Sermitsiaq.AG, at hun vil sidde som suppleant indtil kommunalbestyrelsesmedlem Malia Larsen Rosing vender tilbage. Dermed handler det ikke om en permanent plads i Qeqqata Kommunia, understreger hun.
Flere udvalgsposter
Agathe Fontain fik 59 personlige stemmer til Inatsisartutvalget i foråret, og kom ind i Inatsisartut som suppleant.
Hun er medlem i udvalg for familie og sundhed, finans- og skatteudvalget og medlem i revisionsudvalget.
Til kommunalbestyrelsesvalget i Qeqqata Kommunia fik hun 93 personlige stemmer, og sidder nu som suppleant. Hun overtager Malia Larsen Rosings udvalgsposter som medlem i udvalg for velfærd og udvalg for fiskeri, fangst og bygdeforhold i kommunen.