AG mener: Sprogværktøjet

Men de hårde kendsgerninger er, at vi stadig må bestræbe os på at uddanne os til at være tosprogede og gerne også tresprogede - nøjagtigt som det er tilfældet i mange andre lande, hvor engelsk vinder frem som arbejdssprog. Mange uddannelser vil fortsat kun kunne gennemføres i Danmark, hvor det er et krav, at man behersker dansk. Her stiller staten til gengæld kvit og frit uddannelsesfaciliteterne til rådighed. Der er ikke inden for en overskuelig årrække udsigt til, at vores økonomi vil blive så velpolstret, at vi for egen regning i stor stil kan sende vores unge på uddannelse i eksempelvis Canada og USA, hvor der kræves kontant betaling for at suge lærdom til sig.

Men sprogundervisningen bør ikke kun være et tilbud forbeholdt den unge del af befolkningen. Med udsigten til en voksende mineralindustri, en mulig aluminiumsmelter og olieudvinding, er der al mulig grund til sprogligt at opkvalificere den lokale og ufaglærte arbejdskraft, så de kan få del i de nye arbejdspladser. Det kan nok være, at de internationale virksomheder siger, at de fortrinsvis vil ansætte grønlandsk arbejdskraft. Men der er ingen garantier, og beherskelsen af især engelsk kan meget vel tænkes at blive afgørende for at få en underskrift til et arbejde i hus hos et internationalt selskab. Man skal ikke være professor for at regne ud, at visse virksomheder måske vil henholde sig til at ansætte en del udenlandsk arbejdskraft med henvisning til, at kommunikationen er vigtig for at få arbejdet til at fungere. Med andre ord risikerer de rent grønlandsk sprogede at komme bagerst i køen, hvis der ikke sættes ind.

Gode hensigter er én ting. Realiteter en anden. Ikke mindst når der er økonomisk profit involveret. Derfor bør naalakkersuisut ikke kun uddanne vores landsmænd til at håndtere den praktiske del af arbejdet i eksempelvis minesektoren. Der skal også satses på en sprogundervisning, der sikrer, at vi under konkurrenceforhold får størst mulig del i de nye job. Det er nu, vi skal investere i Grønlands fremtid og udviklingen af et samfund, der med årene kan hvile økonomisk i sig selv. Det kræver både økonomi og politisk vilje til også at prioritere det sproglige element. Og den første forudsætning har vi: Et sprogligt talent i rigt mål. Det kan enhver hurtigt forvisse sig om, når man tænker på, hvor mange grønlændere der behersker dansk, og hvor få danskere som taler grønlandsk. Vi er generelt gode til at lære et grammatisk kompliceret sprog. Og dem, der ikke har disse umiddelbare sproglige evner, har i endnu højere grad brug for eksempelvis engelskundervisning, så de kan blive en del af den velstand, som de nye erhvervssektorer vil føre med sig.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal stille håndfaste krav om ansættelse af enkeltsprogede, når der uddeles udvindingstilladelser. Men det er ikke altid, at virkelighedens verden arter sig, som den står printet på papiret. Gode hensigter eller ej.