AG mener: De glemte
Forleden overraskede den canadiske premiereminister Stephen Harper alt og alle på sin årlige rundrejse i Arktis, da han overfor otte ældre Inuit på regeringens vegne undskyldte, at de for mere end 50 år siden var blevet tvangsforflyttet. En ægte statsmandshandling. Men kunne man forestille sig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen tilsvarende undskylde over for de grønlandske børn, der i starten af 1950-erne blev taget væk fra deres familier for at deltage i et eksperiment, som skulle gøre dem til eliteelever efter danske forbilleder? Næppe.
Statsministeren skrev derimod i et svar til folketingsmedlem Lars-Emil Johansen sidste år, at der i Grønlands og Danmarks fælles historie nok er begivenheder, som er ulykkelige, og at sagen om børnehjemsbørnene tilhører denne kategori. Men også: »Historien står ikke til at ændre. Regeringen betragter kolonitiden som en afsluttet del af vores fælles historie«, lød meldingen fra statsministeren, der retfærdigvis afsluttede med at pointere, at han glædede sig over, at tiden i dag er en anden.
Svaret er på flere måder interessant, uanset at et flertal i det daværende grønlandske landsråd støttede eksperimentet, der betød, at børnene blandt andet mistede deres grønlandske sprog og dermed tilknytningen til familien og kulturen. Statsministeren har jo netop en særlig forpligtelse til at forsøge at få helet sårene, da Danmark som kolonimagt havde det afgørende ansvar i alle sager vedrørende Grønland. Hvad der trykker den juristuddannede Løkke, må guderne vide. For politisk burde det være muligt at finde en løsning, uden at der går skår af nogen. Det kræver naturligvis, at næsetippen engang imellem formår at hæve sig over den snævert definerede politiske dagsorden. Nok indrømmer statsministeren, at der har været ulykkelige hændelser, som eksperimentet med børnene. Men hvorfor ikke invitere de involverede til et møde og undskylde? Hvordan mon Danmark havde reageret, hvis det havde været danske børn, som var blevet sendt til Grønland for at lære den grønlandske kultur og derefter var vendt hjem uden længere at kunne tale dansk? Storsind kan aldrig blive en mangelvare.
Svaret siger indirekte en del om, hvordan man i statsministeriet - og måske meget bredt i den danske befolkning - tolker forholdet mellem Danmark og Grønland. Nok har vi ifølge selvstyreloven fået ligeværdighed, men tilsyneladende ikke mere, end at vi stadig fastholdes i gamle opfattelser. Danmark så at sige spejler sig i Grønland, når det gælder landets selvopfattelse som tidligere kolonimagt. Det er et lukket kapitel for mange danskere, selv om eftervirkningerne stadig dundrer løs. I stedet henholder man sig til indførelsen af den grønlandske hjemmestyrelov og senere selvstyrelov.
Men ligeværdighed er ikke noget, der tæller på et papir. Ligeværdighed skal praktiseres for at få gyldighed. Og det er ikke ligeværd, når man ikke har format til at undskylde for en uretfærdighed, som stadig nager de mennesker, som blev involveret i et eksperiment, der kom til at få livslange følger.
Den politiske tankegang hos statsministeren synes at være stivnet, når det drejer sig om forholdet mellem nutidens Grønland og Danmark. Vi er hverken et naturfolk eller socialt udrangerede. De to yderpunkter, som mange danskere uniformerer grønlændere med. Vi er faktisk et helt andet sted. Vi har med mange års demokrati udviklet vores samfund og længe været på vej mod andre mål. Det passer bare ikke ind i Lars Løkke Rasmussens og co. stivnede virkelighedsopfattelse. Ellers ville der være udvist reel forståelse for, at vi i dag er to ligeværdige lande med forskellig bagage fra vores snart tre hundrede år gamle fælles historie.