Aftale om bloktilskud på plads: Nye ydelser udskydes et halvt år
Naalakkersuisut har indgået aftale om næste års bloktilskud til kommunerne. Kommunerne har fået med i aftalen, at nye regler om offentlig hjælp og den helt nye 'jobsøgningsydelse' udsættes og først vil træde i kraft 1. juli 2023. Det skyldes, at kommunernes it-systemer ikke er klar til at håndtere de nye regler.
Naalakkersuisut og landets fem borgmestre er i denne uge blevet enige om næste års bloktilskud, der gives fra Naalakkersuisut til kommunerne.
Tilskuddet er fastsat til 1,65 milliarder kroner, og naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen (IA) er tilfreds med forhandlingsforløbet:
- En bloktilskudsaftale skriver ikke sig selv, men er resultatet af en kompromissøgende og åben dialog mellem kommunerne og Naalakkersuisut, udtaler naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.
Hun fortæller videre, at det har været afgørende for kommunerne, at få udskydt ikrafttrædelsen af nye regler tildeling af offentlig hjælp samt introduktionen er den nye ydelse 'jobsøgningsydelse', som afløser den nuværende arbejdsmarkedsydelse.
Glad for kompromis
Den nye lovgivning blev vedtaget på forårssamlingen og skulle have trådt i kraft 1. januar 2023. Men kommunerne er ikke klar til at kunne administrere dem.
- Jeg er glad for, at vi har fundet et kompromis, således at Naalakkersuisut fremsætter et lovforslag om, at de nævnte loves ikrafttrædelse udskydes til 1. juli 2023. Lovforslaget vil blive behandlet af Inatsisartut under den igangværende samling, udtaler Naaja H. Nathanielsen.
Af dagsordenen for efterårssamlingen fremgår det, at et lovforslag med udskydelsen af de nye regler er blevet fremsat til hastebehandling torsdag. Her skal forslaget både første-, anden- og tredjebehandles.
I selve aftalen fremgår en aftalepunkter. Blandt andet står der, at Naalakkersuisut forventer at kunne lave en aftale ultimo 2022 om kommunernes adgang til at låne penge hos kommunekredit i Danmark. Det vil kunne give de grønlandske kommuner adgang til fordelagtig lånefinansiering.
- Kommunerne forventes at bidrage til at skabe den fornødne klarhed omkring dels kommende ønsker til enkelte lån, dels realistiske skøn over de enkelte kommunernes forventede behov for at lånoptage via Kommunekredit for de nærmeste 5-10 år, står der i aftalen.