Island

Afgørende møde for Islands statsminister

Onsdag holdes to statsrådsmøder på Island i forbindelse med en ministerrokade ifølge islandsk reporter

Sigmundur David Gunnlaugsson fra Fremskridtspartiet har unddraget sin personlige formue fra skattebetaling
Offentliggjort

Forvirringen var tirsdag total, da det først lød, at Islands statsminister var trådt tilbage, mens det islandske statsministerium senere konstaterede, at statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson bliver siddende som formand for Fremskridtspartiet, Framsóknarflokkurin.

En meningsmåling fra Gallup viser, at 81 procent af islændingene ønsker statsministerens afgang, og det ser ud til at ske onsdag.

Læs: Islands opposition holder fast i krav om nyvalg

Formelt statsminister - endnu
I Island holdes der onsdag to statsrådsmøder i forbindelse med en regeringsomdannelse ifølge Heimir Már Petursson, der er reporter på Islands private tv-station kanal 2.

På det første møde vil de afgående ministre træde tilbage, og på det næste vil de nye blive præsenteret, forklarer reporteren.

- Sigmundur David Gunnlaugsson er formelt fortsat statsminister indtil statsrådsmødet, hvor han træder tilbage. Derpå præsenterer den tiltrædende statsminister, næstformand i Fremskridtspartiet, Sigurdur Ingi Johansson, den nye regering, siger Heimir Már Petursson.

Læs: Islands statsminister under mistanke i stor skattesag

Umoralsk handling
- Angiveligt er Sigmundur David Gunnlaugsson kun trådt tilbage midlertidigt. Har han mulighed for at vende tilbage?

- Nej, han er færdig. Han kan fortsætte i partiet, men jeg tvivler på, at nogen vil have ham på statsministerposten efter dette. Formentlig har han ikke foretaget sig noget ulovligt, men det er overordentligt umoralsk.

- Sigmundur David har understreget over for islændingene, at de skal have tillid til landets valuta, hvorefter han selv veksler sin formue og sender pengene ud af landet, siger Heimir Már Petursson.

Læs: Utilfredse islændinge: Skattesky statsminister må gå af

Nægter at have gjort noget forkert
Balladen om statsminister Sigmundur David Gunlaugsson begyndte, da hans navn er dukket op i de lækkede såkaldte Panamapapirer.

De viser, at han ligesom mange andre skulle have forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper med skatteunddragelse. Han nægter dog at have gjort noget forkert.

Historikeren Gudni Th. Jóhannsson fortalte onsdag morgen, at statsministeriets udmelding, om at lade næstformanden overtage statsministerposten på ubestemt tid, er absurd.

- Selvfølgelig kan Sigmundur David Gunnlaugsson bliver statsminister igen ved et valg, men hverken her eller i udlandet får folk det til at se ud som om, at det bare er en kort pause, så det er helt absurd, siger han til radiostationen RÚV.

Powered by Labrador CMS