Ældreområdet: Ældre vil selv bestemme

Ældres medbestemmelse til aktiviteter og faste værdier i ældreplejen fremmer de ældres velvære. Selvom der mangler uddannede medarbejdere, roses ufaglærte af ledelsen.

Flere beboere fravælger fælles aktiviteter og kan have det ubehageligt til mode ved fælles måltider på grund af uforløste konflikter. De skal hjælpes til at løse problemerne, anbefales det i den første analyse af ældreplejen i Grønland.
Offentliggjort

Naalakkersuisut har offentliggjort deres første, landsdækkende analyse af ældreplejen i Grønland. Analysen viser ikke overraskende, at der generelt er mangel på uddannet arbejdskraft på alderdomshjemmene rundt omkring i landet. Den viser også, at de plejehjem, der har fastsatte værdier og inddrager de ældre omkring for eksempel aktiviteter, skaber gode vilkår for beboerne.

Analysen som du kan finde HER, og som er udarbejdet af statens institut for folkesundhed i Grønland efter kvalitative interviews af ledere, medarbejdere, beboere og pårørende, anbefaler en række fokuspunkter for at alderdomshjemmene i Grønland kan blive bedre til at tage vare på de ældre.

- Vi kan se, at det nogle gange er de små tiltag, der gør en forskel. Det er eksempelvis et fælles værdisæt på alderdomshjemmene eller personaleinitierede aktiviteter og medbestemmelse for beboerne, siger Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Jess Svane om analysen.

Analysens resultater vil blive brugt som vidensgrundlag for Naalakkersuisuts kommende ældrestrategi.

Flere fravælger fællesaktiviteter

Analysen viser, at næsten alle plejehjem for ældre oplever en manglende tilslutning til aktiviteter for beboere.

-Næsten alle oplever en manglende tilslutning til aktiviteter blandt beboerne, hvilket blandt andet kan skyldes interne konflikter mellem beboerne eller beboeres manglende lyst til at bede om hjælp til at deltage i en aktivitet, lyder det i analysen.

Når beboere ikke ønsker at deltage ved aktiviteter, spørger medarbejderne ikke ind til grunden. Derfor anbefaler analysen, at medarbejderne begynder at spørge ind til beboernes begrundelser til ikke at deltage til aktiviteter samtidig med, at der sættes fokus på konfliktløsning med hjælp fra personalet, så de ældres levevilkår kan forbedres.

-De har svært ved at løse konflikter, og af og til kan gammelt nag fra tidligere i livet blive vedligeholdt på plejehjemmet. Resultatet er, at de føler sig ubehageligt til mode ved at være i samme rum – således også i forbindelse med fælles måltider og aktiviteter, lyder i analysen.

Uddannede medarbejdere er vigtigt

I alt 17 plejehjemsledere er blevet interviewet i forbindelse med udarbejdelsen af analysen. Langt de fleste ledere i undersøgelsen stræber efter at ansætte så mange faglærte som muligt. Det er dog ikke nemt at ansætte uddannet arbejdskraft i de større byer, mens det nærmest er umuligt at rekruttere uddannet personale i de afsidesliggende byer.

De fleste plejehjem opfordrer stabile medarbejdere til at tage en sundhedsmedhjælperuddannelse, da det gavner beboerne. Der kan dog være udfordringer forbundet i muligheden, da ikke alle medarbejdere ønsker at rejse væk fra hjembyen for at uddanne sig.


Dette bør der fokuseres på

2020 var knap 5.000 mennesker i Grønland over 65 år, og tallet forventes af stige til knap 9.000 i 2035. Dermed vil behov for ældrepleje stige støt de kommende år.

- Rapporten lægger op til en diskussion om ældreområdet. Det er vores håb, at mange af rapportens pointer vil blive taget med i det videre arbejde. Vi er glade for, at Naalakkersuisut giver os som forskere denne mulighed. Det giver et godt grundlag for, at man kan gå mere forskningsbaseret til værks i den fremtidige politikudvikling, siger Kamilla Nørtoft, seniorforsker fra Statens Institut for Folkesundhed.

Disse anbefales som fokuspunkter på ældreområdet:

  • Aktiviteter og pædagogik – medbestemmelse og grunde til afslag til aktiviteter
  • Kost – mere grønlandsk mad efterspørges
  • Konfliktløsning
  • Uddannelse og kompetenceløft
  • Værdier
  • Ledelse – herunder planlægning, ansvarsfordeling og arbejdsmiljø
  • Forskellige afdelinger til forskellige typer af beboere
  • Ældreboliger – eget hjem kan være et behov for ældre, der kan klare sig bedre
Powered by Labrador CMS